(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Biodiversity Heritage Library | Children's Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Kristendom og Anarkisme"

Niels Kjær 




Kristendom og Anarkisme 



Forlaget Pirattryk 




FoHagefPtfattryk 



■«lll|i»i" n«.i.Mim»i™»m.|.Bim« k<! mam Mto^fcr 

Forlaget Plrqttrylcs formål er 
at udbrede kendskabet til anti- 
autoritær socialisme og 
socialisme i al almindelighed. 

Enten ved egen produktion 
eller ved at kapre allerede 
udgivede værker 

Fortaget Pirattryk er ingen og 
alle - på en og samme tid. 

Ingen, fordi forlaget ikke 
kan kontaktes (og faktisk ikke 
eksisterer) 

Alk, fordi alle og enhver 
opfordres til at genoptrykke 
vores publikationer 

Vi håber at lokale grupper 
rundt omkring i landet kan 
tjene lidt ekstra penge til deres 
aktiviteter ved salg af vores 
publikationer 



..<; 



'Kristendom og Anarkisme' er 
oprindeligt udgivet på privat tryk 
engang i 1970'erne 
Kapret og trykt af Fortoget Pfntttyk 

1998 

~« «. 

For-laget PNttryk 
Forord 

Hvorfor i himlens navn udgiver 

Forlaget Pirattryk en gammel 

pamflet fra 1970'erne om anarkisme 

Qgkristenchmll 

Nu kunne vi godt komme med en 

længere udredning om, at vi lever i 

en kultur der fundamentalt hviler på 

den jodisk-kristne verdensopfattelse 

og at man derfor er nødt til at 

forholde sig til den. 

Eller vi kunne gore rede for, at der 

indenfor den anarkistiske bevægelse, 

og dens nærmeste omkreds har 

befundet sig kristne anarkister, som 

f.eks Tolstoj, 

Vi kunne også pointere, at Jesus 

oprindelig var en halvanarkistisk 

græsrod, og at kristendommens 

udvikling er cl lærestykke i at magt 

korumpere. 

Men ærlig talt. Vi syntes den var 

ganske morsom, og vi kunne ikke 

lade være med at forstille os 

ansigterne på det næste par 'kom- 

lad-os-ringe-på-alle-ringeklokkcrne- 

tidligt-sondagfo rmiddag- mens -al le - 

stadig-sove -Jehovas Vidner', når 

man stak dem denne pamflet i 

hånden og ønskede dem god 

læsning. 

Og ja - vi har en syg humor! 



INDLEDNING 

Indenfor såvel kirke, teologi som den mere uetablerede kristendom er der i vor 
tid store og nye brydninger at spore. 

Mange forældede frontdannelser er i opløsning, og nye opstår i stedet. Således 
kan man i vor hjemlige andedam konstatere, at det forrige århundredes skarpe 
skel mellem grundtvigianisme, Indre Mission og „tredie retning" ikke mere kan 
gribe den unge generation. Nok lever forskellene videre, men de faste partidan- 
nelser smuldrer til fordel for nye tværgående bevægelser. 

Også på globalt plan kniber det med at holde fast ved de gamle konfessionelle 
grænser mellem fex. katolicisme, calvinisme og lutherdom. Den økumeniske 
bevægelse har gjort sit til at søge en mere samarbejdsvenlig forståelse mellem 
kristne, men også andre faktorer spiller ind. 

Således er den allervæsentligste grund til, at de gamle skillelinjer nu er på vej 
til at falde bort, at et stadigt større antal kristne får blikket op for de enorme 
sociale skillelinjer der findes mellem rige og fattige, mellem undertrykkerne og 
de undertrykte i vor tid. Indenfor alle konfessionelle retninger i den kristne kirke 
går der i dag en vigtig skillelinje mellem de socialt bevidste kristne og de reaktio- 
nære kristne. Den sociale bevidstgjorthed kan være af forskelligt omfang og give 
forskellige handlingsudslag, men ikke desto mindre er der uden tvivl tale om en 
helt ny strukturering mellem de forskellige grupper af kristne, en strukturering, 
der kan blive af fantastisk betydning i de kommende år. 



Mange grupper af socialt indstillede kristne har indset, at det kristne bud om 
kærlighed til næsten osse må give sig udslag på det politiske plan. Man har derfor 
forsøgt at starte en dialog med socialister og marxister af forskellig observans 
med henblik på at få startet et samarbejde under den ene eller den anden form. 
Mange kristne føler sig selv som socialister, og ikke få teologer har i de seneste år 
drevet marxistiske studier og skrevet bøger om marxismens forhold til kristen- 
dommen. Alt dette er endnu på et indledende stade, idet mange års misforståel- 
ser og fjendtligheder ikke lader sig udrydde på en studs. 

Der er dog så mange positive momenter og muligheder i dette nye samarbejde, 
at man har grund til en behersket optimisme, selv om kristne socialister endnu 
møder indædt modstand og mistro både i den etablerede kirke og i den traditi- 
onelle revolutionære lejr. 

Midt i denne hurlumhej er der en uhyre interessant dialog, der stadig venter 
på at blive taget op, nemlig en aivorlig og seriøs dialog mellem socialt indstillede 
og frihedselskende kristne og anarkisterne. En sådan samtale med efterfølgende 
samarbejde kan meget let vise sig at rumme fantastiske muligheder både for en 
kristen nyorientering og for en anarkistisk saltvandsindsprøjtning i hele kampen 
foret bedre og mere menneskeværdigt samfund. 

Dette lille skrift er da at betragte som et beskedent bidrag til at få en sådan 
dialog i gang. Mange - både kristne og anarkister og kristne anarkister - vil 
sikkert være uenige med mig i mangt og meget. Men lad os se at fa en samtale i 
gang henover århundredegamle modsætninger. 






HVAD ER ANARKISME? 

Anarkister har vel levet i alle tider, men betegnelsen opstod først under de 
engelske og franske revolutioner i det 17. og 18. årh. som et smædenavn til folk, 
der ønskede kaos og uorden. De fleste forbinder vel osse endnu i vore dage 
anarkisme med små sortsnuskede mænd med bomber under armen. Dette er 
imidlertid selvfølgelig helt fejlagtigt. Fra ca. 1840 betegner anarkister folk, der 
går ind for anarki i betydningen fravær af ledelse. De mener, at fravær af ledelse 
ikke behøver at betyde kaos og uorden, men snarere et bedre samfund end det 
nuværende. 

Anarkisme er således en politisk udformning af den psykologiske modstand 
mod autoritet. Anarkisme findes hos folk, der konsekvent gør op med alle forsøg 
på at undertvinge dem fysisk eller psykisk. Anarkisterne tror ikke blåøjet på, at 
menneskene i sig selv er komplet fejlfri, men de mener at langt de fleste men- 
nesker er socialt indstillede og i stand til at klare sig uden fremmede autoriteter. 
Man mener, at al magt over andre fører fordærv med sig, og kræver i stedet total 
lighed og frihed. 

Således gør anarkisterne altså op med alternativet: liberalisme eller socialisme, 
liberalisterne kræver fuld frihed, men ser til gengæld stort på ligheden. Socia- 
listerne kræver fuld lighed, men hævder, at dette betyder, at mennesket til 
gengæld må give afkald på den fulde frihed. Hertil svarer anarkisten: Uden lighe- 
den er friheden slet, uden frihed er lighed kun slaveri. Eller med Bakunins ord: 
"Vi er overbevist om at frihed uden socialisme er privilegier og uret, og at 
socialisme uden frihed er slaveri og brutalitet". 

Anarkisterne ser historien som en uophørlig kamp mellem autoritære og anti- 
autoritære strømninger og kan derfor heller ikke dele synspunkter her med 
marxismen, der ser en dialektisk proces i historien frem imod det klasseløse 
samfund. 

Den største forskel mellem anarkisme på den ene side og liberalisme og socia- 
lisme på den anden side er dog, at anarkisterne konsekvent afviser enhver form 
for statsmagt som autoritær. 

Anarkisterne afviser altså ikke alene udemokratisk ledelse, men også det re- 
præsentative folkestyre, fordi de mener, at et ægte folkestyre aldrig kan være 
repræsentativt, men at sandt demokrati kun findes i små samfund, hvor hver 
enkelt kan tage del i beslutningerne. Selvfølgelig er demokrati udøvet gennem et 
folkevalgt organ bedre end diktatur, men begge styreformer er dog i sidste in- 
stans fåmandsvælde. 

. Dette behøver selvfølgelig ikke at betyde, at alle behøver at vide alting. Natur- 
ligt vil nogen vide mere end andre på de forskellige områder, og interesser er 
heller ikke ens; men i et nærdemokrati i små samfund har alle mulighed for at 
kontrollere alle beslutningsprocesser, han eller hun er interesseret i. 

Anarkisterne er altså imod statsmagt, fordi de i statsmagten ser en garant for 



den fortsatte beståen af ufrihed og uligheder, Slaiens ledere må fjernes og privile- 
gierne tages fra de priviligerede, hvis det saride anarki skal nåes. 

[ stedet ønsker anarkisterne en anti-autoritær organisation, der vel på mange 
måder kan være in-effektiv og træg, men til gengæld vil medvirke til, at men- 
nesker ikke mere behover at føle sig fremmedgjort overfor beslutningsprocesser- 
ne. Organisationen må ikke blive ti] en institution, men må hele tiden være åben 
overfor omskiftelser af den ene eller anden art. 

Anarkisterne modsætter sig ikke ejendomsret, men mener, at den, der beho- 
ver en ting mere end andre, har ret (il den. Det hele er et spørgsmål om solidari- 
tetsfølelse og fornuft. Den, der fryser, har ret til toj, den, der sulter, har ret til 
mad og den, der mangler husly, har ret til bolig. Man har således ret til det, man 
har brug for, men ikke til det, man ikke har brug for. 

Anarkister har altid været imod krig, men kun et fåtai er pacifister. Krig har 
aldrig været udtryk for modsætninger mellem folk, men kun for staternes uhæm- 
mede forsog på at skaffe sig oget autoritet pa andres bekostning. En del har dog 
stottet borgerkrige mellem forskellige klasser for at hjælpe mindre autoritære 
retninger til magten. 

En anden fløj af anarkister har været erklærede pacifister, fordi de mente, at 
al vold avlede ny vold. En del har således stottet Tolstojs og Gandhis ikke-volds- 
teknik. 

Anarkisterne onsker altså et samfund uden autoritær ledelse, et samfund, der 
er bestemt af medlemmernes onsker. De enkelte individer i samfundet må have 
mest mulig frihed på alle områder. Således har anarkisterne altid kæmpet for 
kvindens frigorelse, og man har osse altid villet hævde enhvers ret til at leve 
under de forhold, vedkommende selv onskede, det være sig alene, i kernefamilie 
eller i kollektiv. 

Samtidig har man kæmpet for et frit samfund uden autoritet og uden fast 
jordbesidelse. En folkevalgt repræsentativ regering med permanente medlemmer 
må udskiftes med en samordning af delegater, der til enhver tid kan udskiftes. De 
store administrative enheder hæmmer lighed og frihed, mens en fri association, 
der til enhver tid kan opsiges, af små nærdemokratiske enheder vil medvirke dels 
til ægte folkestyre, dels til at sikre storre opgavers losning. 

Det vil hele tiden være nødvendigt, også i et anarkistisk samfund, at være på 
vagt over for bureaukrati, men denne opgave er ikke umulig at Jose, idet medlem- 
merne i et anarkistisk samfund vil være opdraget langt mindre autoritært end i 
det nuværende samfund. 

På det kulturelle område ønsker anarkisterne, at alle rekreative, kunstneriske 
og intellektuelle udfoldeiser dirigeres mindst muligt af samfundet. 

Uddannelsesinstitutionerne må afskaffe enhver form for påtvungen disciplin. 
Lærerens rolle som opdrager skal ikke bygge på ydre autoritet, men på viden og 
evne til at formidle viden. 

Anarkisterne er ikke helt enige om, hvordan det anarkistiske samfund bedst 



skabes. Nogle ønsker en voldelig revolution, andre reformer, mens de fleste 
følger en „badc-og"-linje. Alle anarkister ønsker dog et konstant og varieret pres, 
der medfører en antiautoritær bevidstgørelse af mennesker. Dette må så i sidste 
fase munde ud i en total omstyrtelse af statsmagten og dannelse af de anar- 
kistiske samfund. 

Processen er lang og vanskelig, men der er ingen vej uden om. Et samfund kan 
ikke blive anarkistisk før medlemmerne i det pågældende samfund er det. 

De fleste anarkister er imod kirken og tillige ateister. 

Man har i kirken set et autoritært, undertrykkende organ svarende til staten. 
Slagordet „Hverken Gud eller herrer" er siledes anarkistisk. 

Der har dog osse levet religiøse anarkister, f.ex. reformationens venstrefløj og 
religiøse pacifister som Tolstoj. 

Det ligger i selve den anarkistiske livsanskuelse at være tolerant, og de fleste 
ønsker da heller ikke at afskaffe religion med magt, blot ønsker man at bekæmpe 
religionernes autoritære udslag. 1 konsekvens heraf søger man at hindre kirken i 
at blive en ydre magtfaktor. 



Ovenstående meget korte omtale af anarkismens grundanskuelser er langtfra 
dækkende de mange forskelle og divergerende opfattelser, der hersker indenfor 
anarkisternes rækker. Den er kun et forsøg på at give den totalt uindviede læser 
et lille indblik i, hvad anarkisme er. 

Jeg har hovedsageligt bygget min lille introduktion i anarkisme på Nicolas 
Walters hæfte „HVAD VIL ANARKISTERNE?", som kan fås for 2,50 kr. 
Af anden lettilgængelig anarkistisk litteratur kan nævnes: 
Anarkistisk Lesebog, en antologi med texter fra Kropotkin til Cohn-Bendit, 
Strand og Aastorp (norsk), Pax forlag. 

Anarkismen, en antologi ved Mail and-Hansen, Rhodos 70. 
Bøgerne kan købes i 

Anarkistisk Boghandel 

v/Carl Heinrich Petersen 

Gothersgade 27 

8800 Viborg 



RELIGIONER - AUTORITÆRE OG ANTIAUTORITÆRE 

Nar man vil undersoge, om religiosilet overhovedet kan forenes med en anti- 
autoritær livsanskuelse som den anarkistiske, er det naturligvis nodvertdigt at lave 
en psykologisk undersøgelse af religiositetens væsen. 

Her er det ofte påvist, at en religios person i religionens verden soger den 
sikkerhed i tilværelsen, som vedkommende ikke har kunnet finde andre steder. 
Nar en person aJlså ikke selv kan klare sit liv ug de problemer, det giver at leve. 
bliver man religios. Nu har han sa fundet en selvskabt autoritet, der en gang for 
alle kan sige ham, hvad han skal. og hvad han ikke skal. Set ud fra dette syns- 
punkt bliver gud altså et menneskeligt kunstprodukt, fremstillet af autoritært 
indstillede personer, der soger faste normer, de kan underkaste sig. 

En sådan form for reltgiositet, som ovenfor er skitseret, kan selvfølgelig aldrig 
forenes med anarkisme. Det er simpelthen en autoritær livsanskuelse, der her 
stoder sammen med en anti-autoritær. Men er emnet hermed uddebateret.' 

Nej, det mener jeg langtfra er tilfældet. Del forholder sig nemlig efter min 
mening således, at den ovenstående psykologiske kritik af religiositet kun ram- 
mer den autoritære religiositet. Jeg hævder altså med andre ord, at der også 
findes en anti-autoritær form for religiositet! 

Det faktum, at man tror på. al der findes en gud, behover nemlig hverken at 
bunde i eller rnedfore en autoritær indstilling til livet. Det kommer fuldstændig 
an pa, om man anser denne gud for at være en enevældig, despotisk, autoritær og 
livsfjendsk gud, der kræver total underkastelse overfor sine ofte livsdræbende 
bud, eller man tror pa en gud, der nok har skabt verden med alt dens liv, men 
også fra forst af har villet, at det var lighed, frihed, glæde og kærlighed, der 
skulle findes midi i dette liv. 

Men vil det da ikke altid være en autoritær rest overhovedet at tro. al der 
findes en gud? 

Dette vil mange ateistiske anarkister hævde, men heri kan jeg ikke være enig. 
For den, der tror på en gud, en kærlig og livsvenlig gud, vil det være ligså absurd 
at hævde, at den troende med nødvendighed er autoritært indstillet, som at 
hævde, at den, der anser solen for at være rund, med nodvendighed er autoritært 
indstillet. 

For den, der tror på en gud, er gud simpelthen en realitet i livet på linje med 
alle andre livsnødvendige realiteter. Om dette trosforhold bunder i en trang til en 
autoritet eller medfører en autoritær livsindstilling, kan kun vedkommendes liv 
og handlinger afslore. 

Der er nemlig også den mulighed at troen pa en gud, der er kærlig og kun 
ønsker frihed, lighed og kærlighed mellem sine skabninger, kan medføre en 
anarkislisk livsanskuelse. 1 sa fald er religiøsiteten ikke autoritær, men anti-auto- 
ritær. 

Det ovenforstående har skullet tjene til en påvisning af, al det er for let og for 

8 



unuanceret, når nogle afviser al religion med den begrundelse, at religion er 
autoritære menneskers opfindelse, der dels skal hjælpe dem selv psykisk, dels 
skal bruges som undertrykkelsesvåben overfor andre mere libertært indstillede 
personer. Det er sandt, at religion ofte, alt for ofte, har været brugt på den måde, 
men det er ikke en logisk konsekvens af al religiøsitets væsen. 

Det følgende af dette lille skrift skal nu bruges til en undersøgelse af kristen- 
dommens forhold tU anarkismen. Er kristendommen i sit væsen en autoritær 
eller en anti-autoritær tro? Gives der muligheder for at være kristen anarkist eller 
er en sådan betegnelse selvmodsigende nonsens? 

Disse spørgsmål vil blive søgt besvaret udfra en undersøgelse af Bibelens for- 
skellige synspunkter, naturligvis specielt udfra et forsøg på at tolke Jesus af 
Nazareths forkyndelse. Endvidere vil jeg undersøge den kristne dogme dannelse s 
og kirkedannelses baggrund og konsekvenser samt analysere enkelte repræsenta- 
tive kirkeretningers anskuelser op gennem tiderne. Alt dette skulle så gerne 
munde ud i et svar på de stillede spørgsmål og visse retningslinier for arbejdet i 
den nuværende situation og i fremtiden. 



DET GAMLE TESTAMENTE 

Eftersom det Gamle Testamente er en af de væsentlige faktorer i hele kristen- 
dommens historie vil det være på sin plads at starte med en kort undersøgelse af 
dette skrift. Da denne bog dels består af adskillige indbyrdes uafhængige dele, 
dels har en såre lang tilblivelses- og redaktionshistorie, er der mange modstriden- 
de tendenser indenfor skriftet, og det kan da heller ikke bedommes under et. 

Stort set må man sige, at bogen hylder en autoritær livsanskuelse, hvilket 
heller ikke kan overraske, eftersom den er blevet til i et uhyre autoritært og 
patriarkalsk samfund. Samtidig må det dog tilføjes, at der også findes mere liber- 
tære og antiautoritære afsnit i Gammel Testamente. Det må derfor være formåls- 
tjenligt, at opdele gennemgangen af hovedstrømninger i G.T. i to afdelinger, 
nemlig en an ti- au to ri tær og autoritær stramning. 

1. Anarkistiske strømninger i Gammel Testamente 

Der findes i skabelsesberetningen adskillige tilkendegivelser af, at det fra skabel- 
sen af var Guds mening, at mennesket skulle leve i en verden, man med en vis ret 
kan kalde anarkistisk. 

I 1. Mosebog 1,26-31 hedder det: 

Derpå sagde Gud: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at 
herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og aile vildtlevende dyr på 
jorden og alt kryb, der kryber på jorden! " 

Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som 
mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: 
„Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør jer til herre over den og 
hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der 
rører sig på jorden! " 

Gud sagde fremdeles: „Jeg giver jer alle urter på hele jorden, som bærer fro, 
og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være jer til føde; men alle 
jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden og som har 
livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde", og således skete det. Og Gud så alt, 
hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. 

Denne lille del af Gam.Test. viser altså, hvordan forfatteren har tænkt sig 
Guds mening med sit skaberværk. 

Det fremgår heraf, at Gud har skabt mennesket i sit billede (sammenlign med 
salme 8,6: Du gjorde ham lidet ringere end Gud). Mennesket er altså ikke tænkt 
som et totalt usselt væsen, men med en guddommelig karakter. 

Mennesket er endvidere sat til at herske over jorden: Gud er altså ikke nogen 
enevældig despot, men har givet menneskene myndighed td selv at klare sine 
jordiske forhold. Det er meningen, at de skal herske over dyrene, men ikke at de 
skal drive rovdrift på dem (læg således mærke til at det er Guds hensigt, at både 
mennesker og dyr skal leve af planteføde). 

10 



Mennesket er skabt som mand og kvinde. Det omtales ikke her, at manden 
har nogen forrang overfor kvinden — det kommer først efter syndefaldet (I. 
Mos. 3,16; „Men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig! "). 
Det var altså fra først af Guds mening, at mand og kvinde skulle være lige. 

Alt i alt fremgår det, at forfatteren mener, at Gud ved skabelsen har anset et 
samfund, hvor der herskede fred, frihed og lighed, som ideelt for mennesket. 

Nu følger så syndefaldsberetningen, der står som en forklaring på, hvorfor det 
oprindelige ideelle, anarkistiske samfund blev afløst af et samfund, hvor uret, 
ulighed, krig, slaveri og egoisme hersker. Det er tydeligt, at forfatteren har grub- 
let over, hvordan det kunne gå så galt, og han har derfor forsøgt i mytologisk 
sprog at forklare, at mennesket ikke formåede at leve op til den givne ideal-ver- 
den, men måtte have viden om godt og ondt, så det dermed fik mulighed for at 
gøre det onde (dvs. det, der strider imod og ødelægger den anarkistiske urtil- 
stand). 

Efter syndefaldet har hele menneskeslægtens historie så iflg. Gam.Test, været 
en lang kamp mellem det gode og det onde. Det anarkistiske paradis-samfund har 
aldrig siden kunnet genetableres, fordi mennesket var uretfærdigt og satte sig op 
imod Guds oprindelige mening med det. 

Hos profeten Esajas opstår der dog et håb om, at den lykkelige urtilstand 
engang skal vende tilbage. I Esajas' bog 1 1,5-9 skriver han om, hvad der vil ske, 
når Messias kommer: 

Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte. Og 
ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse 
sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger 
ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens 
hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes 
ej men i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af Herrens kundskab, som 
vandene dækker havets bund. 

Vi ser altså, at Esajas har ventet, at der engang atter skulle opstå et rige, hvor 
retfærdighed, fred og frihed hersker. I poetisk sprog opregner han, hvordan selv 
dyr og mennesker skal leve trygt sammen. Hermed vil han billedligt forklare, 
hvor skønt et sådant samfund vil være for os alle. Esajas siger også, at det er 
Guds mening, at mennesket skal leve under sådanne forhold. 

Denne hovedstrømning i Gam.Test. synes altså at vise, at Gud har villet, at 
mennesket skulle leve i et anarkistisk samfund, men at mennesket ikke magtede 
det. Der skal dog komme en ny tid, da det atter bliver muligt at etablere et 
samfund, hvor lighed og frihed hersker. 

Med hensyn til synet på samfundsforhold blandes meningerne i Gam.Test. 
også. 

1. Samuelsbog kap. 8 viser således, at ikke alle har betragtet den centralisere- 
de kongemagt som ønskelig. Der fremdrages en lang række uheldige sider ved 



11 



den centraliserede statsmagt, idet den enkeltes frihed vil blive beskåret på mange 
punkter. Forfatteren har her et tydeligt anarkistisk syn på statsmagten. 

II. Autoritære strømninger i Gammel Testamente 

Tydeligt autoritære er 2.-5. Mosebog med de mange lovparagraffer og forestillin- 
gen om Jahve som den nidkære og livsfjendske Gud. Alle områder af menneskeli- 
vet dækkes ind med forordninger, og intet overlades til tilfældighederne. Disse 
love er tydeligvis opstået i et meget autoritært og patriarkalsk samfund og deref- 
ter tillagt guddommelig godkendelse for at gøre dem mere universelle. 

En del af budene er udmærkede regler for, hvordan man bedst får livet til at 
lykkes sammen med sine medmennesker, men de fleste er umiskendeligt autori- 
tære og skadelige. Således er kvindens stilling f.ex. på alle punkter dårlig, og livet 
hæmmes på en lang række vigtige områder (særlig tydeligt på det sexueUe), 

Et andet mod-anarkistisk træk ved denne del af Gam.Test. er den stærke 
fremhævelse af Israel som Guds udvalgte folk. Dette synspunkt dukker først op 
efter beretningen om jordens ur-historie og er så småt på vej til at gå i opløsning j 
profet-tiden. Universalismen bryder dog først afgørende igennem i Ny Test. 

Israel opfattes her i G.T. som Guds folk, der skal trone mægtigt over de øvrige 
folkeslag, blot de følger Guds bud. Jahve er en vældig krigsgud, der let lægger 
fjenderne under Israels fødder. 

Endelig skal det nævnes, at der i den autoritære del af Gam.Test. osse findes 
et positivt syn på den centraliserede statsmagt. Således findes der side om side 
med det negative syn på statsmagten i 1. Sam.bog en beretning om, at det er Gud 
selv, der ønsker Saul som konge. 1. Sam.bog må altså være sammenredigeret af 
to forskellige skrifter, hvoraf det ene har et positivt, det andet et negativt syn på 
statsmagten. 

Også mange andre steder i Gam.Test. ses kongen som Herrens salvede. 



Vi kan altså sammenfattende fastslå, al der i Gam.Test. findes to diamentralt 
modsatte menneskesyn, et autoritært og et an ti -autoritært. Disse to forskellige 
syn møder vi igen gang på gang i både Ny Test. og i kristendommens senere 
historie. Det anti-autoritære har en overvældende overvægt i Jesu forkyndelse, 
som jeg senere vil påvise, mens det autoritære allerede med Paulus på mange 
områder smugles ind igen. 



12 



DET NY TESTAMENTE 

Ny Testamente består ligesom Gammel Testamente af mange forskellige skrifter, 
som har forskellige tendenser. Den vigtigste skillelinje går mellem evangelierne, 
der omhandler Jesu jordiske liv, og de øvrige skrifter, som dels er en beretning 
om ur-menighedens historie dels breve sendt til de første kristne menigheder. 

Jeg vil derfor starte med en analyse af Jesu forkyndelse, som den kommer til 
udtryk i de 3 første evangelier, og derefter undersøge hvordan denne forkyndelse 
brugtes efter hans død. 

Jesu forkyndelse 

Om Jesus som historisk person ved vi ikke så forfærdelig meget med sikkerhed. 
Vi ved, at han blev født i Palæstina engang kort før år 1 sandsynligvis som søn af 
en fattig tømrer. Om hans barndom og opvækst findes der kun spredte legenda- 
riske oplysninger, der ikke kan tillægges nogen historisk værdi, og heller ikke 
hans uddannelse og profession omtales sikkert. 

Han bliver i 30-års-alderen døbt af Johannes Døberen (en bodsprædikant, der 
ventede gudsrigets snarlige frembrud) og oplever efter dåben en kaldelse til som 
Guds repræsentant på jorden dels at forkynde gudsrigets nærvær, dels at tolke 
Guds mening med menneskelivet. 

Kun i kort tid far han lov til at samle sig tilhængere og fremsætte sit budskab; 
så rotter de store i landet sig sammen imod ham og får ham slået ihjel. 

Hans venner er i begyndelsen modløse, men så oplever de nogle syn, der giver 
dem troen på, at døden ikke har kunnet besejre deres ven: Jesus lever endnu! 
Dette bliver starten for den kristne kirke. 

Så få og spredte er oplysningerne om denne mand, der har fået så stor betyd- 
ning siden hen. Lad os nu se lidt på de politiske, religiøse og kulturelle forhold i 
det land, hvor Jesus levede og virkede i nogle år. 

Palæstina var på dette tidspunkt en del af det store romerske verdensrige. I 
Gal i læ a, hvor Jesus mest virkede, havde man ganske vist stadig en konge, Hero- 
des Antlpas, men denne var også i et og alt afhængig af Rom. I de sydligere dele 
af landet var kongen afsat, og i stedet sad en romersk statholder, der ved Jesu 
dødstidspunkt var Pontius Pilatus. 

Den romerske besættelsesmagt var forhadt, men ingen magtede for alvor at 
sætte sig op imod den. De mest velhavende og indflydelsesrige grupper i landet 
sogte at få en samarbejdspolitik til at fungere, og kun spredte partisan-grupper 
forsogte sig med mindre, voldelige opstande. Først op imod år 70 brød et større 
væbnet oprør løs, som blev slået ned med hård hånd. 

Igennem Det store Råd (osse kaldet Synedriet) søgte de ledende klasser i 
landet at bevare et vist internt selvstyre, der selvfølgelig forst og fremmest skulle 
styrke deres egne økonomiske og kulturelle interesser overfor landets øvrige 
indbyggere. Tre grupper havde sæde i rådet: ypperstepræsterne, som ledede den 

13 



officielle tempelkult, de ældste, der var landets økonomiske overklasse, og de 
skriftkloge, der specielt havde sat sig på at tolke de hellige skrifter og som selv 
havde udvidet antallet af love og forbud til det helt groteske. 

Under disse ledende klasser stod det meget store Proletariat, som fandtes i 
Jerusalem og Cæsarea, og landbefolkningen, der var uhyre forarmet p.gr.a. den 
hårde skattebyrde. Ind imellem den lille rige overklasse og det store fattige flertal 
kom en mindre, økonomisk stabil mellemklasse. I dette autoritære, feudale sam- 
fund er det altså at Jesus lever og virker. 

Det religiøse og kulturelle liv er næsten identiske i dette folk, der betragter sig 
selv som udvalgt af Gud. Den etablerede gudsdyrkelse finder sted i Jerusalem 
med templet som centrum. Her lever den udvalgte præstekreds, der daglig foreta- 
ger de påbudte ofte fil Gud, og hertil valfarter alle jøder, der har mulighed for 
del, ved de store fester. Al gudsdyrkelse er her institutionaliseret og foregår efter 
ganske bestemte retningslinjer. Hele systemet er hierarkisk og autoritært opbyg- 
get. 

Ude i de mindre byer og på landet findes synagogerne, og her er det de 
skriftkloge farisæere, der dominerer. De har deres egne skoler, hvor børnene 
lærer hele den religiøse lov udenad. 

Selv har de føjet lange udlægninger og udvidende tolkninger til den oprindeli- 
ge lov, og de våger nidkært over, at det hele overholdes. Hele livet fra vugge til 
grav er lagt i faste rammer, og alt er delt op i rent og urent. 

Det vil være forkert at sige, at der ikke blandt farisæerne fandtes oprigtigt 
fromme typer, men hos alt for mange var det hele blot blevet til en ydre overhol- 
delse af et sæt autoritære leveregler, der havde sine rødder tilbage i den autoritæ- 
re del af Gam.Test., som er behandlet i forrige afsnit. 

Det er altså i dette religiøse klima Jesus forkynder sit budskab. 
Det centrale tema i hele Jesu liv og forkyndelse er troen på, at gudsriget er 
kommet nær, ja faktisk allerede virker, når nogen slutter sig til ham og lever, som 
han gør, 

Mark. 1,14-15 lyder således: 

Men efter at Johannes var sat i fængsel, drog Jesus til Galilæa og prædikede 
Guds evangelium (:glade budskab) og sagde: „Tiden er inde og Guds rige er 
kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! " 
Hvad vil det nu sige, at Guds rige er kommet nær? 

Det vil sige, at det anarkistiske samfund, som allerede Esajas profeterede (se 
dette afsnit) nu skal realiseres. Det understreges med al ønskelig tydelighed, at 
der er tale om et glædeligt budskab, et budskab om det godes sejr, om fred, 
lighed og frihed, befrielse og tryghed. Tiden er nu inde, da alt dette snart skal 
ske! 

Matt. 11,2-6 uddyber dette: 

Men da Johannes i sit fængsel hørte om Kristi gerninger, sendte han bud ved 
sine disciple og spurgte ham: ,,Er du den, som kommer, eller skal vi vente en 

14 



anden?" Da svarede Jesus og sagde til dem: „Gå hen og fortæl Johannes, hvad I 
hører og ser: blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står 
op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig den, som ikke forarges på mig". 
Af det svar Jesus her giver den tvivlende Johannes fremgår det, at det glade 
budskab om gudsrigets frembrud særtig er møntet på de fattige. 1 det samfund 
skal de fattige opnå fuld lighed og frihed, ja endog sygdom skal forsvinde. At der 
ikke blot er tale om et hinsidigt himmerrige, men tværtimod om et samfund her 
på jorden, fremgår af, at Jesus vjrj.a. sine egne jordiske gerninger forsøger at vise, 
at gudsriget allerede her og nu er i frembrud. 

Lad os herefter vende os mod det mest koncentrerede udtryk for Jesu forkyn- 
delse, som overhovedet findes i bibelen, nemlig Jesu bjergprædiken, som findes 
hos Matt. kap, 5-7, 

Inden vi går i gang med at analysere nogle afsnit af denne bjergprædiken, er 
det sikkert nødvendigt at slå fast, at når Mattæus skriver Himmeriget eller Himle- 
ne, mener han ikke noget forskelligt fra det, de andre evangelie forfatte re kalder 
gudsriget. Der er altså ikke tale om et rige, der ligger oppe i himmelen mellem 
skyerne, men kun en almindelig brugt omskrivning af det rige, hvori Guds vilje 
sker. Dette forhold har mange bibelfortolkere ned gennem tiderne ikke været 
klar over, og derfor er der kommet mange sære resultater ud af deres udlægnin- 
ger af netop disse centrale steder hos Mattæus. 

Mat, 5,3-12 lyder: 

„Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de sagtmodige, 
for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, 
for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for dem skal der vises barmhjertig- 
hed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de som stifter fred, 
for de skal kaldes Guds bøm. Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds 
skyld, for Himmeriget er deres. Sahge er I, når man håner og forfølger jer og 
lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i 
Himlene; for således har man forfulgt profeterne, som var før jer". 

I dette indledningsstykke opregner Jesus, hvilke mennesker det er, som vil 
opnå en bedret tilværelse i det kommende gudsrige, som vi tidligere har set med 
en vis ret kan kaldes anarkistisk. 

Det er dem, der under de nuværende samfunds- og religionsforhold er under- 
trykte. Det er dem, der nu sørger og er sagtmodige. Det er de undertrykte 
folkemasser, der tørster efter retfærdighed. Det er de barmhjertige, for dem vil 
man osse vise barmhjertighed, når det nye samfund dannes. Det er dem, der 
elsker fred (Ikke nødvendigvis dermed også pacifist-se længere fremme). Det er 
de forfulgte og hånede, for de vil under de kommende samfundsforhold få fred. 
Det er med andre ord alle dem, der lider under en lille magtelites herskesyge 
vilje. Når denne magtelite er skaffet bort, vil de undertrykte blive salige! 

Lukas bringer osse i sit evangelium disse såkaldte saligprisninger, men han 



15 



tilføjer endvidere i tilknytning hertil nogle veråb. Lad os lige kaste et blik på 
dem. 

Luk. 6,24-26: 

„Men ve jer, I, som er rige, for I har alterede fået jeres trøst. Ve jer, I, som nu 
er mætte, for I skal hungre. Ve jer, 1, som nu ler, for I skal sørge og græde. Ve 
jer, når alle mennesker taler godt om jer; for på samme måde gjorde deres fædre 
ved de falske profeter". 

Disse ord viser, hvem det er, der står det nye rige imod. Selvfølgelig mener 
Jesus ikke, at det i sig selv er ondt at være mæt og glad. Han var ikke selv nogen 
asket elJer trist fyr (tværtimod kalder hans fjender ham en frådser og vindran- 
ker), men det, som er ondt, er altid at kunne være mæt, fordi man udnytter 
andre, så de må sulte, og altid at kunne le, fordi man har det dejligt på andres 
bekostning. Det er altså de rige, undertrykkerne og dem, folk underdanigt må 
smigre for, der er imod det frembrydende rige, fordi dette rige fører lighed og 
frihed med sig, så de selv mister deres magtposition. I det nye rige vi] disse 
mennesker ikke få det godt, vel ikke så meget fordi de undertrykte da vil under- 
trykke dem, men snarere fordi de allerede har vist, at de ikke ejer tilstrækkeligt 
samfundssind til at leve på lige fod med andre. 
Tilbage til bjergprædikenen! Matt. 5,21-22 lyder: 

„I har hørt, at der er sagt til de gamle: „Du må ikke slå ihjel, og den, som slår 
ihjel, er skyldig for domstolen". Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på 
sin bror, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin bror: Raka (betyder 
nærmest: Idiot!) er skyldig for det store råd; og den, som siger: Du dåre! er 
skyldig til Helvedes Ud". 

I dette stykke taler Jesus som i Matt. 5,9 om ubetinget fred mellem menne- 
sker, I det ny samfund, som man, ved at slutte sig til ham, faktisk allerede er 
medlem af, skaJ der ikke herske krig og vold, ja end ikke ufred. 

Jeg skrev før, at det kan diskuteres, om dette nødvendigvis behøver at medfø- 
re pacifisme. Der er ingen tvivl om, at Jesus har været en glødende fredselsker, og 
skriftstedet her tyder osse på, at han var pacifist. På den anden side er der en 
mulighed for, at Jesus har tænkt sig, at det kunne blive nødvendigt at anvende 
vold for at styrte undertrykkerne og dem, som er imod det nye rige. Således siger 
han Matt. 10,34: 

„I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke 
kommen for at bringe fred, men sværd". 

Disse skriftsteder giver altså tilsammen et indtryk af, at Jesus har forudset en 
kamptid, inden gudsriget kunne gennemføres, og freden indtræffe. 
Matt. 5,42 lyder: 

„Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig". 
Her ser vi Jesu syn på ejendomsforholdet: ejendomsretten er ikke afskaffet, 
men på den anden side har jeg heller ikke ret til en ting, hvis en anden har mere 
brug for den. 

16 



Et typisk anarkistisk synspunkt! 
Matt. 6,19-24 siger Jesus: 

„Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve 
bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller 
rust fortærer, og. hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, der 
vil osse dit hjerte være. Øjet er legemets lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele 
dit legeme i lys; men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Hvis nu det 
lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket! Ingen kan tjene to 
herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eEer holde sig til den 
ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon". 

Denne pasage er på mange måder tvetydig og tolkes da osse ofte galt. Hvad, 
der står helt klart, er, at Jesus vender sig imod alle, der har gjort rigdom og penge 
til en gud, og som derfor har glemt den Gud, der skabte dem til liv fyldt med 
solidaritet til medmennesket. 

Mere uklart er det, når der står, at vi i stedet skal samle os skatte i himmelen. 
Mange har tolket det sådan, at vi skal samle os et depot af velvilje hos Gud, sådan 
at vi kan gøre os fortjente til et liv hinsides. Men derved glemmer disse fortolkere 
to ting: For det første at vi aldeles ikke kan eller skal gøre os fortjente til noget 
som helst over for Gud, og for det andet at Himmelen som før omtalt hos 
Mattæus betyder det samme som gudsriget. 

Meningen er med andre ord, at vi i stedet for at samle os gods og rigdom 
hellere skal begynde at erhverve os sådanne egenskaber og træk, som er positive i 
gudsriget: et socialt sind, tolerance, kærlighed osv. Derved tjener vi Gud og ikke 
Mammon. Dem begge kan vi nemlig ikke tjene! 
Videre siger Jesus i Matt. 6,28-33: 

„Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, 
hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end 
ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. KJæder da Gud således 
græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke 
meget snarere klæde jer, I lid et troende? Derfor må I ikke være bekymrede og 
sige: Hvad skal vi spise? eller Hvad skal vi drikke? eller Hvad skal vi klæde os i? 
For efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske far ved, at I trænger til 
alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet 
gives jer i tilgift". 

Vi skal ikke leve i evig bekymring for fremtiden og dens fornødenheder, siger 
Jesus her. Vi skal hellere med det samme søge roden til det onde, at vi ikke alle 
har nok at spise, drikke og nok at klæde os i. Roden til dette onde er nemlig, at 
vi ikke lever i gudsriget, som Jesus kalder det samfund, hvor der hersker frihed 
og lighed. Søger vi derfor først Guds rige og får det etableret, vil alt det andet 
komme af sig selv, 
Matt. 7,1-2 lyder: 
„Døm ikke, for at 1 ikke skal dømmes; for den dom, 1 dømmer med, med 

17 



den skal I selv dommes, og det mål, I måler med, med det skal 1 selv få tilmålt". 

Her opfordrer Jesus til tolerance overfor medmennesket. Han sporger: „Er du 

selv fejlfri, så du kan tillade dig at domme andre? Husk at du må regne med at 

blive bedømt udfra de samme kriterier, du anvender, når du bedømmer andre". 

Og som et sidste uddrag fra bjergprædikenen siger Jesus Matt. 7,12: 

„Derfor, alt hvad I vii, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I gøre 

mod dem". 

I tilknytning tU bjergprædikenen kan vi betragte Jesu forhold til personer, der 
lader andre føle deres magt. Sådanne personer må ikke findes i gudsriget, siger 
Jesus, og Mark. 9,35 tilføjer han: 

„Hvis nogen vil være den forste, skal han være den sidste af alle og alles 
tjener". 

Jesus mener altså, at de største mennesker er dem, der overhovedet ikke 
forsøger at virke store og magtfulde, men tværtimod hjælper alle andre. Atter et 
typisk lighedspunkt med anarkismen! 

Jesus efterlevede selv dette princip hele sit liv, og netop deri ligger vel hans 
storhed! 

Af ovenstående uddrag fra bjergprædikenen fremgår det med al ønskelig tyde- 
lighed, at Jesus har kæmpet for og prædiket om et samfund, der i sine grundtræk 
skulle være anarkistisk. Han har anset disse grundtræk for at være i god overens- 
stemmelse med Guds mening med menneskelivet og kaldte derfor samfundet for 
Guds rige. 

Næsten alle teologer og kristne hævder i dag, at Jesu bjergprædiken ikke var 
møntet på samfundsforhold. Dertil er den nemlig uanvendelig, hævder de. 

Dette er efter min mening at lave grin med den Jesus, som de selv hævder at 
tro på som sand tolker af Guds vilje. Men deres uvilje mod et samfund, der er 
bygget op som i bjergprædikenen, altså et anarkistisk samfund, skyldes jo nok 
deres manglende tro, så de er vel undskyldt. 

Når jeg 1 det ovenstående hævder, at himmerige! eller gudsriget i Jesu forkyn- 
delse er et dennesidigt, jordisk samfund, betyder det ikke, at jeg afviser troen på 
et liv efter døden. Derom taler Jesus nemlig også andre steder, så man som 
kristen har lov til at tro, at der gives et nyt liv. Men hvordan det vil forme sig og 
under hvilke omstændigheder, det må vi lade ligge i Guds hånd. 

Hvad jeg derimod hævder er, at vi ikke har lov til at indrette hele vort liv på 
en hinsidig tilværelse. Jesus taler nemlig hele tiden om, at vi ved at følge i hans 
fodspor (dvs. leve et liv som han levede) skal medvirke til at fremme det anar- 
kistiske gudsriges sejr på jorden, således at vi atter kan komme til at leve efter 
Guds oprindelige hensigt med os: nemlig i frihed, lighed og kærlighed. 

Men hvad er da Jesu holdning til statsmagten? 

Mange vil her sikkert hævde, at Jesus ikke var afvisende overfor den centralt- 

18 



serede statsmagt, idet de henviser til fortællingen om skattens mønt. Netop 
denne beretning har i årtusinder været brugt til at indskærpe lydighed til stats- 
magten, skønt den faktisk siger noget ganske andet! 

Lad os derfor selv se, hvad der egentlig står i Mark. 12,13-17: 
Derefter sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de 
skulle fange ham i ord. Og de kommer og siger til ham: „Mester! vi ved, at du er 
sanddru og ikke ænser andres dom, for du kender ikke til personsanseelse, men 
lærer sandfærdigt om Guds vej. Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Skal 
vi give eller ikke give?" Men han gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: 
„Hvorfor stiller I fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se den. „De 
rakte ham en, og han siger til dem: „Hvis er det billede og den indskrift?" De 
svarede ham: „Kejserens". Da sagde Jesus til dem: „Giv kejseren, hvad kejserens 
er, og Gud, hvad Guds er! " Og de undredes over ham. 

For det første lægger vi mærke til, at selv Jesu skarpeste modstandere har lagt 
mærke til det specielle ved ham, nemlig at han ikke ænser andres dom (han er 
altså anti-autoritær) eller kender til personsanseelse. Ud fra denne viden forstår 
de så også, at Jesus ikke kan have noget til overs for kejseren i Rom, den mest 
autoritære person i riget. Det vil de have ham til at sige åbenlyst, for at de kan få 
ham ryddet af vejen straks for majestætsfornærmelse og opfordring til skatte- 
nægtelse. 

Jesus gennemskuer straks deres usle motiver med spørgsmålet, men har ikke 
uden videre til sinds at gå direkte i deres fælde. På den anden side kan han ikke 
uden at svigte sin egen overbevisning mane til lydighed mod kejseren. Hvad gør 
han da i denne umulige situation? 

Han beder modstanderne om at give sig en denar. Derved viser han, at han 
ikke selv anvender de kejserlige mønter, hvad modstanderne derimod gør. På 
denne tid regnedes alle mønter, der bar kejserens billede, for at være kejserens 
ejendom. Modstanderne har altså i realiteten ved at bruge kejserens mønter (som 
havde mange fordele i handel og vandel) anerkendt kejserens myndighed. Vil de 
således have fordelene ved at bruge kejserens penge, må de også tage ulemperne: 
at betale skat. 

Jesus selv og hans venner, der derimod ikke holder sig til kejserens penge, er 
totalt frit stillet overfor kejseren. De er helt og fuldt i stand til at give Gud, hvad 
Guds er, dvs. at leve hele deres liv, som Gud havde tænkt det fra skabelsen af, 
uden hensyntagen til centraliserede myndigheder, der altid vil virke som under- 
trykkere af det sande menneskeliv. 

På denne elegante og raffinerede made lykkes det Jesus, at gøre sine autori- 
tetstro modstandere fuldstændig til grin, endda uden at de kan føre nogen 
dødbringende beviser imod ham. 

Desværre har senere tiders bibellæsere enten ikke villet eller også ikke kunnet 
forstå Jesu overlegne og ætsende ironi her på dette sted, og de har derfor fået det 
til at betyde næsten det modsatte af, hvad der står. 

19 



At Jesus ikke havde megen respekt for myndighederne ses osse af Luk 
13,31-33: 

I samme stund kom nogle farisæere og sagde til ham: „Gå bort, og drag 
herfra; for Herodes har i sinde at slå dig ihjel! " Da sagde han til dem: Ga hen og 
sig til denne ræv: se, jeg uddriver onde ånder og helbreder syge i dag og i morgen, 
og på den tredje dag er jeg ved målet. Men jeg må vandre i dag og i morgen og 
dagen derefter; for det er udelukket, at en profet bliver dræbt andre steder end i 
Jerusalem". 

Vi ser heraf, at Jesus nok regner med at blive slået ihjel før eller senere, men 
at han venter, at det vil ske i Jerusalem. Kong Herodes har han i al fald ingen 
respekt for, men kalder ham spottende en ræv, dvs. en rovgrisk og lumsk person. 

I Luk. 1,46-55 får vi osse et lille indtryk af, hvilke forventninger man har 
stillet til Jesus. Det er i disse vers Maria, Jesu mor, der priser Gud, efter at hun 
har fået at vide, at hun skal fode en søn, som skal blive en mægtig leder for sit 
folk. 

I vers 5 1-53 priser hun Gud således: 

„Han har øvet vælde med sin arm: 

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; 

stormænd har han stødt fra troner 

og løftet småfolk op i højhed; 

hungrige har han mættet med gode gaver 

og sendt rige tomhændede bort" 

Herefter skulle der vist ikke herske tvivl om, at Jesu syn på den centraliserede 
statsmagt var yderst frit og antiautoritært. 

Jesu forhold til de religiøse autoriteter i Palæstina er lige så anarkistisk som hans 
forhold til de politiske autoriteter. 

Gang på gang kom han i strid med farisæerne og sadukæernc, der tilsammen 
udgjorde landets religiøse elite. Lad osse på nogle cxempler. Matt. 15,1-1 1 lyder 
således: 

Da kommer der fra Jerusalem farisæere og skriftkloge li] Jesus og siger: 
„Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke 
deres hænder, når de skal holde måltid. „Men han svarede og sagde til dem: 
„Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har 
sagt: „Ær din far og din mor" og „Den, der forbander far eller mor, skal lide 
døden". Men I lærer: „Hvis nogen siger til sin far eller mor: „Det, du skulle have 
haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave", så behøver han slet ikke at 
ære sin far eller sin mor". Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres 
overleverings skyld. I hyklere! med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: 

20 



Dette folk ærer mig med læberne; 

men deres hjerte er fjernt fra mig. 

Det er forgæves, de dyrker mig, 

når de fører lærdomme, som kun er menneskehud. 

Og han kaldte folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hør og forstå: Ikke det, der 
går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør 
mennesket urent! " 

Dette lille stykke viser os noget centralt om Jesu holdning både til de gamle 
lovbud og til de religiøse autoriteters tolkninger af disse bud. Vi ser, at Jesus ikke 
uden videre forkaster hele den religiøse lov, men holder fast ved de bud, der 
sikrer kærlighed og barmhjertighed mellem mennesker. Et sådant bud er budet 
om at tage sig godt af sin far og mor. Hvis nemlig ikke børnene tog sig af deres 
forældre, når de blev gamle, havde disse ikke en chance for at klare sig under de 
samfundsforhold, der herskede i Palæstina på Jesu tid. Jesus vender sig skarpt 
mod de skriftkloges tolkning af budet, der betyder, at de kan slippe for at tage 
sig af forældrene, hvis de giver pengene til tempelgave i stedet. Når man gav 
penge som tempelgave, kunne man selv disponere over pengene til sin død og på 
den måde f.ex. få renteindtægt af dem. Ved at lave denne tolkning af budet 
sikrede de skriftkloge sig altså, at de slap for den økonomiske belastning det var 
at forsørge forældrene, samtidig med at de -udadtil stod som fromme og guds- 
frygtige mennesker. Dette enestående hykleri vender Jesus sig skarpt imod. 

Der findes derimod en anden type lovbud, som Jesus overhovedet ikke tager 
sig af. Det er alle de pedantiske lovbud, der indsnævrer livet på alle punkter. 
Således fandtes der en lang række spise forskrifter, og det er åbenbart dem, Jesus 
og hans venner her har overtrådt, hvilket vækker modstandernes forargelse. Men 
Jesus siger blot koldt og roligt, at det ikke er det, som går ind i munden (altså 
maden), der gør et menneske urent, men derimod det som går ud af munden, 
hvis det er ond snak, bespottelser, løgn osv. 

Matt. 9,14 viser, at faste og askese heller ikke lå for Jesus og hans omgangs- 
fæller, hvilket selvfølgelig osse vakte forargelse i farisæernes kredse. De beskyldte 
ham for at være en frådser og vindranker, men det tog han sig åbenbart ikke af! 
Matt. 12,9-14 fortæller: 

Så gik han videre derfra og kom ind i deres synagoge. Og se, der var en mand 
med en vissen hånd. Og for at få noget at anklage Jesus for spurgte de ham og 
sagde: „Har man lov til at helbrede på sabbaten?" Men han sagde til dem: „Er 
der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, 
når det på sabbaten falder i en grav? Hvor meget mere værd er dog ikke et 
menneske end et får? Altså har man lov at gøre godt på sabbaten". Så siger han 
til manden: „Ræk din hånd frem! " og han rakte den frem, og den blev rask igen 
som den anden. Da gik farisæerne bort og tog den beslutning, at de ville slå ham 
ihjel. 

21 



Beretningen viser, at Jesus ikke tog overholdelsen af reglerne for, hvad man 
matte gøre på en sabbat, alvorligt. Han kunne jo sagtens have ventet til sabbaten 
var forbi med at helbrede manden, men hvorfor skulle han dog det? Guds 
mening havde jo aldrig været at lave den slags livsfjendske regler, men tværtimod 
at man skulle gøre godt imod hinanden. Derfor helbreder Jesus straks manden, 
selv om han ved, at det kan blive farligt for ham selv. 

Efter Jesu ankomst til Jerusalem skærpes Jesu angreb på de religiøse autorite- 
ter. Med hård hånd driver han alle de merkantile handelsfolk ud af templet og 
viser derved, at han misbilliger hele den offerkult, der fandt sted i templet. Han 
kalder det hele en røverkule og har dermed nået et foreløbigt højdepunkt i sit 
radikale angreb på den officielle gudsdyrkelse. 

Farisæerne og sadukæerne (ypperstepræsternes parti) soger hele tiden at sam- 
le bevismateriale imod ham for at slippe af med dette menneske, der ikke bestil- 
ler andet end at rokke ved alle fastslåede autoriteter. Og Jesus svarer med uhørt 
skarpe angreb på disse hykleriske „gudsdyrkere". 

I kapitel 23 hos Mattæus er en række af disse udfald mod farisæerne samlede, 
og dem vil vi se lidt på. 
Vers 11-13 lyder: 

„Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener. Men den, som 
ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes. Ve jer, 1 
skriftkloge og farisæerne, I hyklere! for I lukker Himmeriget for menneskene; 
selv går 1 ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader 1 det ikke". 

Jesus hylder altså atter det anarkistiske ideal, at ingen skal ophøje sig over 
andre, og vender dette til et angreb mod de skriftkloge, der elskede at ophøje sig 
selv. Derfor vil de ikke ind i gudsriget og hindrer osse gennem deres autoritære 
skoler andre i at gå derind. 
I vers 23 fortsætter han: 

,,Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! for 1 giver tiende af mynte og 
dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjer- 
tighed og troskab". 

Ordene taler for sig selv; Jesus har til fulde gennemskuet det falske i farisæer- 
nes gudsdyrkelse: de retter sig efter en mængde små latterlige, autoritære lovbud 
og glemmer så til gengæld det, som det i virkeligheden kommer an på. 
Vers 27-28 uddyber dette angreb: 

„Ve jer, 1 skriftkloge og farisæere, 1 hyklere! for i er ligesom kalkede grave, 
der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødningeben og alskens 
urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes 
er 1 fulde af hykleri og lovløshed." 

Dette er i sandhed et enestående modigt og radikalt angreb på landets religiø- 
se elite! 

Som vi af det foregående kan se, var Jesus selv et dybt religiøst menneske, 
men hans religion er ikke autoritær, idet den hele tiden giver sig anti-autoritære 

22 



udslag. Landets religiøse elite hylder derimod en autoritær religion, og netop 
derfor tørner Jesus hele tiden sammen med dem. 

Hele den analyse, som jeg nu har foretaget af Jesu forkyndelse, må munde ud i 
den konklusion, at Jesus efter sin dåb, da han havde haft en åbenbaring, der gav 
ham troen på, at han så at sige var blevet adopteret til som Guds søn at meddele 
et giad budskab til mennesker, gik ud og forkyndte det anarkistiske gudsriges 
nærvær. Hans hele holdning og levevis var tydeligt anti-autoritær, og han lagde 
sig derfor ud med samtlige autoriteter i samfundet, det være sig de politiske som 
de religiøse. 

Han gjorde et enestående indtryk på de fattige og lidende folkemasser, ja vi 
hører endog i Johs.Ev. 6,15, at de ville gøre ham til konge, hvilket han dog 
afslog. Heraf har man normalt sluttet, at gudsriget matte være noget hinsidigt, 
men dette behøver langtfra at være den logiske følgeslutning. Jesus var jo, som vi 
har set, anarkistisk indstillet i hele sin tankegang, og har man nogensinde hørt 
om en anarkist, der ønskede at være konge? 

Forfatteren til Johannes-evangeliet er dualistisk indstillet i modsætning til de 
3 øvrige evangelieforfattere, og allerede han forsøger at omtolke Jesu ganske 
jordnære forkyndelse derhen, at alt det dennesidige og jordiske er ondt, mens 
Jesus er konge i det hinsidige gudsrige. Denne tolkning står i modstrid til de 3 
første evangelisters, der alle er skrevet før Johs.Ev., men alligevel blev det hurtigt 
Johannes' der sejrede. 

Jesus derimod kæmpede for et gudsrige her og nu på vores jord, samtidig med 
at han også talte om et liv efter døden. 

Jesu kompromisløse modstand mod alle autoriteter kunne i et autoritært 
samfund som det jødiske kun få et resultat. Modstanderne rottede sig sammen 
imod ham og fik ham henrettet. 

Men dermed var det sidste ord i sagen ikke sagt. Gud oprejste ham på den 3. 
dag fra de døde for at vise alverden, at den, der sætter alt ind for at leve livet, 
sådan som Jesus gjorde, han kan ikke besejres af døden. 

Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der er villig til at sætte hele 
sin existens ind på at leve sandt, han skal vinde livet! 

Paulus, hans mission og teologi 

Det ældste kristne samfund, der dannedes efter Jesu død, var et frit samfund 
uden faste institutioner og formler. Nogen egentlig organisation var der ikke, 
men hele samværet var bygget op på tro, håb og kærlighed. Man havde ejendoms- 
fællesskab og mødtes daglig tii fællesspisning. Medlemmerne af dette samfund 
kom så godt som alle fra det fattige land* og byproletariat, og de skabte i 
fællesskab en ideel form for „kærligheds-kommunisme" eller anarkisme. 

Men snart skete der nye og skæbnesvangre ting, der skulle komme til at virke 
omformende på hele Jesu forkyndelse og på det samfund, han havde stiftet. 

23 



Det lille anarkistiske samfund, som Jesu venner havde dannet, var selvfølgelig 
hele tiden udsat for forfølgelser fra de samme kredse, som havde fået Jesus 
dræbt. En af de ivrigste af disse forfølgere var en ung skrift-lærd jøde ved navn 
Saulus. Han havde aldrig selv mødt Jesus, men var besat af et brændende had til 
hans lære og hans venner. Derfor rejste han rundt og forsøgte at få dem arreste- 
ret og dømt for gudsbespottelse. Men pludselig en dag på en af sine forfølgelses- 
rejser havde han en oplevelse, der fik ham til at vende radikalt om, så han under 
navnet Paulus tilsluttede sig den kristne menighed. 

Herefter blev han meget ivrig for at rejse rundt i hele romerriget og fortælle 
om Jesus, og hele den sidste halvdel af Ny Testamente er domineret af beskrivel- 
sen af hans rejser samt af de breve, han skrev til de kristne menigheder, han 
grundlagde rundt omkring. Vi har derfor et førsteklasses kildemateriale til at 
undersøge Paulus' forståelse af Jesu budskab, og vi kan se på hvilke punkter han 
ændrer det. 

Den første og meget væsentlige ændring er, at Jesus pludselig ikke længere er 
forkynderen, men derimod den, der forkyndes. Hos Jesus selv er hans egen 
person aldrig i centrum, når han taler om gudsriget: se f.ex. bjergprædikenen. 
Han ønsker ikke at være konge, men derimod alles tjener; han er blot et rør, som 
Gud taler igennem til mennesker. 

Hos Paulus derimod træder Jesu forkyndelse i baggrunden, mens personen 
selv kommer i centrum. Evangeliet er nu ikke længere først og fremmest evange- 
liet om gudsrigets nærvær, men derimod evangeliet om Jesus Kristus. 

Denne omformning viser os allerede, at Kristendommen er på vej over i en 
mere autoritær retning. Jesus er ikke længere vor bror, men derimod den tronen- 
de himmelkonge. 

Paulus hævdede nok, at man som kristen var fri, og at alt var tilladt; men han 
tog ikke selv konsekvenserne heraf. Således ligger han i 1. Kor. 6,12 ff. i strid 
med en gruppe kristne, der har tolket friheden derhen, at seksuelle friheder er 
noget naturligt, så naturligt som at tilfredsstille trangen til at spise og drikke. 

Legemet er ikke bestemt for utugt, men for Herren, skriver han. Legemet 
tilhører Kristus og må derfor ikke blive et kød med en skøge. Al seksuel frihed 
karakteriseres som utugt osv. 

Det er altså tydeligt, at den frihed, Paulus selv hævder, en kristen har, ind- 
skrænkes på en lang række områder. 

Vi vil se på nogle flere exempler på, hvordan det langsomt lykkes for Paulus 
at dreje kristendommen hen i autoritær retning. 

1. Kor. 11,2-16 formanes kvinderne til at bære slør ved menighedsforsamlin- 
gerne, og korthårede kvinder kaldes usømmelige. 

1. Kor, 14,34-35 skriver Paulus: 

Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsfor- 
samlinger; for det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som 
også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd 

24 



hjemme, for det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling. 

Paulus slæber altså kønsrolle monsteret fra det øvrige samfund ind i menighe- 
derne og autoriserer det: kvinden har pænt at underordne sig manden, for det er 
hun nu engang bestemt til! 

Hos Paulus er gudsriget heiler ikke som hos Jesus noget, der skal forsøges 
realiseret her på jorden. Ait indrettes på at vinde det evige liv, og så affinde sig 
med at det jordiske liv er ondt. I modsætning til Jesu anarkistiske samfundssyn 
har Paulus et overmåde positivt syn på autoriteterne, I Romerbrevet 13,1-7 
skriver han således: 

Enhver skal underordne sig de ovrigheder, han har over sig; for der er ingen 
øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud, så den, 
som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod, og de, som står den 
imod, vil pådrage sig selv dom. De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, 
som gør det gode, men dem, som gør det onde. Vil du være fri for at frygte 
øvrigheden, da gør det gode; så skal du få ros af den. For den er Guds tjener dig 
til gavn. Men gør du det onde, så frygt; for øvrigheden bærer ikke sværdet for 
ingenting; den er jo Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der 
handler ondt. Derfor er det nødvendigt a£ underordne sig, ikke alene for vredens, 
men osse for samvittighedens skyld. Af samme grund svarer I jo osse skat; for de, 
der tager vare netop pa dette, er Guds tjenere. Giv alle, hvad I er dem skyldige: 
den 1 er skat skyldige, skat; den, I er told skyldige, told; den, I er frygt skyldige, 
frygt; den, I er ære skyldige, ære. 

Man kan vanskeligt tænke sig en mere skærende kontrast til Jesu antiautori- 
tære forkyndelse end det ovenanførte stykke af Paulus. Den autoritære hold- 
ning, som vi har set, prægede Paulus på mange områder, kom osse til at indvirke 
på opbygningen af den kirke, han organiserede. 

Tidligere havde Jesu venner, som vi så, dannet sma, fuldstændig uorganisere- 
de grupper efter anarkistisk monster. Nu da gudsriget blev et hinsidigt rige, 
udviklede de små menighedsgrupper sig mere og mere henimod et organiseret 
kirkesamfund med faste ledere og faste formler. Langsomt opstod de forskellige 
embeder, men det varede ikke længe, inden de anti-autoritære principper fra 
Jesu tid osse på dette punkt var forandret til ukendelighed. 

Således ser vi altså, hvordan hele Jesu livsanskuelse og forkyndelse allerede i 
de forslc årtier efter hans død gennemgik en gennemgribende forandring, 

Paulus kan måske undskyldes med, at han aldrig selv havde kendt Jesus, og at 
han var belastet af sin autoritære fortid som skriftlærd, men hans virksomhed 
blev i alle tilfælde på mange måder skæbnesvaj) ger for det kristne budskab. 

Der findes dog osse spredte tegn på, at Paulus' teologi i visse kredse er stødt på 
modstand. Således var det ikke alle, der havde opgivet håbet om gudsrigets 
nærhed, og en mindre gruppe af de jøde kristne tog da osse del i den jødiske 
opstand mod den romerske besættelsesmagt år 66-70. 

25 



Helt op i det andet århundrede finder vi i Jakobsbrevet et glødende opgør med 
de besiddende klasser. Han skriver i kap, 5,1-6: 

Og nu, I rige! klag og græd over den elendighed, som venter jer. Jeres rigdom 
er rådnet op, og jeres klæder er mølædte; jeres guld og sølv er fortæret af rust, og 
den rust skal være et vidne imod jer og æde jeres kød som ild; I har samlet jer 
skatte i de sidste tider. Se, den løn, I har forholdt arbejderne, der høstede jeres 
marker, den råber højt, og høstfolkenes skrig er nået frem til Herren Zebaots 
øren. I har levet højt og nydt livet på jorden; I har af hjertens lyst gjort jer ti) 
gode på slagtedagen. I har dømt den retfærdige skyldig og myrdet ham; han 
sætter sig ikke til modværge imod jer. 

Her ser vi, at foragten overfor de store og rige i samfundet, der autoritært 
udnytter andres liv, endnu er levende i visse kristne kredse. 

Helhedsindtrykket må dog blive dette, at skønt Paulus på eet område så rigtigt, 
nemlig da han hævdede den kristnes frihed fra Loven, så gennemførte han ikke 
konsekvent sit eget synspunkt, men ændrede tværtimod på mange punkter kris- 
tendommen, så den begyndte at udvikle sig til en autoritær religion. 



26 



KIRKENS UDVIKLING OG DOGMEDANNELSEN OP TIL CA. ÅR 
400 

Efterhånden udvikledes menighedernes organisation, som allerede Paulus havde 
påbegyndt, mere og mere. Dette træk forklares oftest med, at man opgav, at 
afvente Jesu genkomst, men det skyldes vel i endnu højere grad, at man bevæge- 
de sig længere og længere bort fra Jesu anarkistiske ideal. 

Man fik oprettet flere embeder: biskopper, presbytere og diakoner. Biskoppen 
blev den højeste autoritet i de enkelte menigheder, og med tiden blev biskopper- 
ne i de store byer udrustet med en særlig autoritet over hele kirken. 

Også gudstjenestens form tog efterhånden en anden form end oprindeligt og 
institutionaliseredes. Mens man i den første menighed nærmest levede sammen 
og havde ejendomsfællesskab, blev det nu skik at mødes på den første dag i 
ugcn(søndag) for at fejre gudstjeneste. En tid lang fortsatte man med at have 
fællesspisning søndag aften ved kæriighedsmåltidet, men efterhånden gik denne 
fællesspisning over fra at være et virkeligt måltid til at være et helligt sakramen- 
te, som vi kender det i dag. 

Samlingsstedet var i begyndelsen blot et almindeligt hus, men inden længe 
begyndte man at opføre specielle kirker. 

indenfor fromhedslivet udviklede der sig allerede nu en katolice rende ten- 
dens, idet bodsdisciphner af forskellig art vandt indpas. Hor, mord og frafald 
betragtedes som dødssynder for hvilke, der ikke kunne opnås tilgivelse, og de 
straffedes med udstødelse af kirken. 

Et kirke retsligt system udvikledes således, og bisperne fik ret til at fungere 
som dommere over menighedsmedlemmerne osse i civile sager. De sad altså 
efterhånden både på styrelsen af kirken, overvågeisen af den rette lære og udø- 
velsen af kirketugten. Den frie kirke forvandledes altså (il en retsinstitution, hvor 
frelsen var stillet under lovens synspunkt. 

lifter midten af 2. århundrede begyndte man at holde store samlede synoder 
for hele kirken, hvorved den enkelte menighed osse tabte den frihed, den førhen 
havde besiddet. Snart forsøgte bispen i Rom osse at gøre sig tU leder af den 
samlede kirke, og skønt han ofte mødte indædt modstand, gik udviklingen dog i 
retning af det romerske primat. 

Osse selve gudsdyrkelsen kom i fastere former, idet kirkens liturgi blev udfor- 
met i nøjere enkeltheder og endvidere udvidet på en lang række punkter. Dåben 
gik mere og mere i retning af at blive til barnedåb, og kirkens festkalender blev 
mere og mere fyldig. 

Desuden ser vi nu adskillige teologer dukke op, der alle filosoferer over hele 
kirkelæren og indfører en række nye begreber i den. De er ikke alle lige autori- 
tære, således er der f.ex. ofte noget frisk og oprindeligt ved Origines' arbejder, 
men han blev da osse i 553 på en synode erklæret for kætter. Derimod var 



27 



Tertullian, som var uddannet jurist, uhyre autoritær i sit syn på kristendommen, 
og han kom på mange punkter ti] at præge den i retslig retning. 

Vi ser, at hele denne udvikling fører kirken og kristendommen videre i det 
spor, som Paulus havde afstukket, og de skadelige tendenser mangedobles i løbet 
af få hundrede år. Det anarkistiske gudsrige forsvinder fuldstændig ud af horison- 
ten, og i stedet får vi en fast organiseret, begyndende hierarkisk opbygget kirke, 
der vinder flere og flere tilhængere for sit program om afdøen fra denne verden 
for at satse alt på det hinsidige liv. 

På ét enkelt punkt bevarede kirken dog endnu en lille del af det anti-autoritæ- 
re synspunkt: de stillede sig fjendtligt til kejsermagten og ville ikke ofre til 
kejseren som til en gud. Dette bundede ikke så meget i politiske synspunkter 
som i en angst for flerguderi, men alligevel betragtede de romerske kejsere de 
kristne som en statsfarlig gruppe, der måtte bekæmpes. Allerede under kejser 
Nero ramte de første forfølgelser menigheden i Rom, men først under Domitian 
(81-96) kom det til mere organiserede processer mod kristne. Under denne for- 
følgelse er Johannes Åbenbaringen skrevet, hvor kejseren kaldes anti-krist: et 
noget andet synspunkt end Paulus'! 

Forfølgelserne fortsatte under efterfølgerne Trajan, Hadrian og Antonius Pius, 
omend i mere beskedent omfang. Værre blev det i stoiceren Marcus Aurelius* 
sidste regeringsår (175-80), hvor mange kristne måtte gennem „bloddåben". 
Samtidig startede litteraten Celsus et polemisk angreb på de kristne i værket 
„Det sande ord", hvor han med et vist talent gennemhånede de kristne trossand- 
heder. 

Som følge af dette dobbelte angreb så de kristne, der under de hårdeste af 
forfølgelserne var svært trængte, sig nødsaget til at forsvare sig. Der fremtrådte så 
visse apologeter (forsvarere), der dels søgte at vise, at den kristne religion var alle 
andre religioner overlegen, dels søgte at bevise, at kristendommen var ufarlig for 
staten. 

Herved svigter de kristne fuldstændig deres oprindeligt skarpe angreb på stats- 
magten og de rige i samfundet. Det er forståeligt, at en lille minoritetsgruppe, der 
er truet af total udslettelse, går på akkord med de samfundskritiske idealer, men 
netop derfor er det så meget desto mere nødvendigt, at vi er opmærksomme 
overfor, hvordan kristendommen ændres punkt for punkt bort fra Jesu oprinde- 
lige anarkistiske lære og anti-autoritære gudsforkyndelse. 

Forfølgelserne fortsatte imidlertid under Decius (249-51) og Valerian 
(253-60). Sit højdepunkt nåede forfølgelserne under Diocletian ca. år 300, men 
den evige kamp trættede i længden både kirken og den romerske stat, idet ingen 
af parterne syntes at kunne vinde afgørende. Derfor var der på denne tid gunstige 
muligheder foret forlig, men dertil vender jeg tilbage senere. 

Først skal vi nemlig kaste et blik på den kristne dogmedannelse, der havde 
fundet sted igennem de 300 år, der var gået siden Jesus levede. 

I Jesu forkyndelse finder vi ingen større interesse i dogmatik; hans tale er 

28 



ganske jordnær og uden spidsfindige læresætninger. Al dogmatik er af væsen 
autoritær, da den skal forestille at sidde inde med de endegyldigt sande læresæt- 
ninger. Netop derfor ligger dogmatik langt uden for Jesu synssfære. 

Hurtigt efter Jesu død startede imidlertid den kristne dogmedannelse. Markus, 
der har skrevet det ældste af evangelierne, er endnu ret udogmatisk, men allerede 
hos Mattæus og Lukas er dogmet om Jesu ubesmittede undfangelse (altså jom- 
frufødsel) med. 

Paulus udvider det dogmatiske register på adskillige områder, særlig ved hans 
indgående spekulationer over meningen med Jesu død. 

Endnu i Ny Testamente er der dog ingen indgående overvejelser om forholdet 
mellem Gud, Jesus og Helligånden. Der siges kun, at man døbte i Faderens, 
Sønnens og Helligåndens navn. 

Inden længe kom imidlertid en brændende teologisk strid op om netop dette 
punkt. Origjnes, der allerede er nævnt, mente, at Jesus var underordnet Gud, han 
var ikke selv Gud, men et billede af Gud. Også TertuOian, der ellers var nok så 
autoritært indstiljet, mente, at Jesus var underordnet Gud, mens Helligånden 
igen var underordnet Jesus. 

En retning, som man normalt betegner som den dynamiske monarki anisme, 
betragter på linie med Markus og flere urkristne retninger Jesus som et alminde- 
ligt menneske, der ved dåben fik Guds kraft til sin specielle gerning. 

Først omkring 250 e.Kr. hævder Novatian som den første overhovedet, at 
Jesus ikke er underordnet Gud, men at der er væsensenhed! Vi ser altså, at 
dogmet langsomt men sikkert bevæger sig i mere autoritær retning. Men, der var 
dog endnu mange, som vi senere skal se, der hævdede det gamle synspunkt. 

I 312 blev Konstantin (den Store) kejser i Rom. Politisk genial som han var, 
søgte han at undgå de lange og for kejsermagten trættende stridigheder med den 
stadig voksende kristne kirke. Han havde i høj grad brug før en ny åndelig 
enhedsfaktor i det store rige, og han havde blik for, at kristendommen kunne 
anvendes som en sådan. 

Han forstod, at kristendommen og kirken, sådan som de havde udviklet sig, 
ikke længere var farlige for de herskende klasser, men at de tværtimod kunne 
bruges som forbundsfæller, idet kirken dels var blændende organiseret, dels forte 
tankerne bort fra den nuværende elendighed hen til evig salighed. 

Konstantin nøjedes derfor ikke med, at standse forfølgelserne af de kristne, 
men han gjorde ligefrem kristendommen til rigets føretrukne religion. Den he- 
densk-romerske retsorden undergravedes langsomt af forordninger, og i stedet 
begunstigedes kirken, ligesom flere biskopper osse blev Konstantins rådgivere. 
Son dag blev gjort til helligdag for hele riget, og hovedstaden flyttes fra det af 
hedenskab belastede Rom til den nybyggede by, Konstantinopel. Her byggedes 
en del store kirker, der skulle medvirke til, at byen blev midtpunkt for den 
kristne kirke. 

Kirken, der osse var træt af de mange forfølgelser, så en mægtig oggudbenå- 

29 



det beskytter i Konstantin. De hyldede ham som kristendommens beskytter, og 
de var vel osse en hel del smigrede over pludselig at blive ophøjet til statens 
foretrukne religion. 

Af disse årsager og fordi kirken allerede havde en lang udviklingshistorie bag 
sig, var der ingen, der rigtig bemærkede, at kristendommen nu ikke længere var 
de undertryktes religion overfor statsmagten og autoriteterne, men derimod au- 
toriteternes samarbejdspartner overfor folkemasserne. Kristendommen havde i 
løbet af kun 300 år gennemløbet en fantastisk udviklingsbane : alt var forandret 
til ukendelighed uden at nogen rigtig lagde mærke til det! 

Det skulle snart vise sig, at kejserens ny velvillighed overfor kirken ikke var 
gratis. Han måtte til gengæld kræve orden og disciplin indenfor den kirke, der 
skuUe være enhedsf aktor i riget. Det kom kort efter, at Konstantin var blevet 
kejser, til fornyede stridigheder om treenighedsdogmet, Arius, der var præst i 
Alexandria, ville ikke uden videre bøje sig for den nye ide om, at Gud og Jesus 
var fuldstændig sideordnede (se afsnittet om Novation på foregående side). Han 
hævdede, ligesom man havde gjort i de første 250 år af kristendommens historie, 
at Jesus var underordnet Gud, og at han ikke kunne tilbedes. 

Arius vandt en mængde tilhængere for sit angreb på det nymodens dogme, og 
kirken truedes med at blive delt i to. Under disse omstændigheder måtte Kon- 
stantin kalde til samling, og han indkaldte da år 325 til en stor kirke forsamling i 
Nikæa. Hermed gik synoderne, der foreløbig var kirkens øverste instans, over til 
at blive et instrument for statens magt over kirken. 

Meningerne om treenigheds-spørgsmålet var mange og delte på synoden, men 
en fælles afgørelse måtte man have, og kejseren lagde da pres på forhandlingerne, 
så de vedtog en formulering, der egentlig ikke udtrykte flertallets mening om 
sagen. Man vendte sig i Nikæa-bekendelsen skarpt imod arianismen, og beslutnin- 
gen stadfæstedes af Konstantin. Man havde således fået en for hele kirken bin- 
dende trosbekendelse, der var udformet på bud fra en verdslig regent, der ikke 
selv var medlem af kirken, og trosbekendelsen omfattedes kun med overbevis- 
ning af et fåtal! Det var sandelig blevet andre tider for kirken! 

I de næste 50 år fortsatte arianerne imidlertid med at gøre modstand mod den 
nye bekendelse, og først efter adskillige mere eller mindre usmagelige politiske 
magtintriger, blev arianerne på en synode i Konstantinopel i 381 erklæret for 
kættere, og den rene lære fastslået en gang for alle. Den nye lærebekendelse, der 
stadig hører til blandt f.ex. den danske kirkes bekendelser, blev altså til i et 
forrygende indviklet politisk og teologisk intrigespil. Alligevel har det i snart 
2000 år været regnet for kættersk at anfægte treenigheds-dogmets guddomme- 
lige oprindelse. 

Efter at kristendommen var blevet rigets foretrukne religion, blev kirkeorga- 
nisationens opbygning mere og mere hierarkisk, og skelSet mellem tderikerne og 
lægfolk blev ved at vokse, Klerikeme modtogen stadig strøm af privilegier i form 



30 



af skattelettelser, ret til at modtage te stam en te -gaver, højere lønninger, øget 
domsret osv. 

Samtidig begyndte det at blive almindeligt, at den højere klems ikke levede i 
ægteskab. Osse speciel klædedragt og frisure for præstestanden vandt nu indpas, 
og således udskilte man sig langsomt, men sikkert fra lægman dsst an den. 

Graddelingen i højere og lavere embeder øgedes, og biskoppen opnåede fuld- 
stændig magt over det lavere præsteskab. Den kirke, som opkaldte sig efter Jesus 
af Nazareth, hvis ideal det var at være alles tjener, var i stadig højere grad 
domineret afmagtinteresser. 

Roms biskop fortsatte således med at kræve den øverste plads indenfor kir- 
ken, og han havde ikke ringe held med sig. Allerede ca. 350 begyndte de romer- 
ske biskopper at indrette sig som små fyrster og holde soldater; således besejrede 
biskop Damasus (366-84) en modkandidat efter blodige tumulter. 

Kirken, der nu ikke længere blev forfulgt, kunne snart g3 over til at forfølge 
andre. Hedenske templer lukkes ved lov, og enhver deltagelse i hedenske guds- 
tjenester straffes, for nogles vedkommende endda med døden. De kristne gik selv 
i offensiven og nedrev en række templer, hvorved en række antikke kunstværker 
gik tabt. I løbet af kort tid var hedenskabet udryddet, rent ydre betragtet, men 
til gengæld vandrede en mængde overtro i stedet over i kristendommen, hvorved 
Jesu oprindelige forkyndelse yderligere forvanskedes. 

Den autoritære udvikling af kristendommen som religion fortsættes altså med 
uformindsket styrke og når sit foreløbige højdepunkt, da kejser Theodosius den 
Store år 380 reelt gør kristendommen til statsreligion. 

Den kristne kirke har altså fuldstændig glemt sin stifters an ti -autoritære for- 
hold til statsmagt og ledelse og er i stedet blevet garant og støtte for den centra- 
liserede statsmagt. Samtidig når den selv en enorm magtposition, der bringer den 
endnu længere væk fra det anarkistiske ideal, 

Osse hele opbygningen af kirken, dogmedannelse, fromhedslivets udvikling 
osv. peger i tydelig autoritær retning. 

Således står man ved begyndelsen af den kristne statskirkes historie overfor en 
typisk autoritær religion, der har bolig i en autoritært opbygget kirke, som 
støtter den centraliserede kejsermagt på alle punkter. 



31 



HOVEDSTRØMNINGER I KIRKENS VIDERE HISTORIE OP TIL 
VOR TID 

Den katolske statskirke fortsatte sin udvikling efter de principper, som er omtalt 
i det foregående afsnit. Man gjorde sin indflydelse gældende på stadig flere af 
menneskelivets områder og udstrakte hele tiden sine magtbeføjelser. 

Allerede fra år 450 var korns lederstilling indenfor kirken, så velbefæstet, at 
man kan begynde at tale om en romersk pave som leder af kirken. Osse denne 
udvikling fortsatte, og fra og med Gregor den Store (pave 590-604) er institu- 
tionen så fast, at de vigtigste forudsætninger for den romerske pavekirkes videre 
udvidelser i middelalderen er til stede. 

Gregor, der selv havde været munk, inden han blev pave, forstod at knytte 
nære forbindelser til munkevæsenet, sådan at den nystiftede benediktinske mun- 
keorden blev et sikkert instrument for paven. 

Missionsarbejdet udvidedes i de kommende år, og således kom endnu større 
områder ind under den katolske kirkes indflydelse, 

Gregor fastholdt kravene om den romerske paves højeste lovgivnings-, tilsyns-, 
og domsret over den vestlige kirke, men han støttede sig nu ikke længere til 
kejserlige edikter, men til kanonisk ret. Således var den romerske pavekirke på 
vej til at blive en selvstændig magtfaktor på linie med statsmagten. 

Hertil bidrog endvidere, at statsmagten var svækket i disse tider, og at kirken 
derfor overtog en lang række af statens beføjelser og pligter. Uhyre rigdomme 
stod nu til pavens rådighed, men han forstod også at finde anvendelse for dem. 

Efterhånden som den gamle romerske kejsermagt var fuldstændig afgået ved 
døden, trængte nye riger sig på. En stærk magtstilling sikrede Frankerriget sig 
under Pippin den Lille, og denne position blev endnu stærkere under sønnen og 
efterfølgeren, Karl den Store, der kom til magten i 768. Han blev en af de største 
herskere kristenheden har oplevet, og han søgte atter som Konstantin at knytte 
kirken nøje til statsmagten. Han gav kirken en mægtig stilling i sit rige, men 
tillod til gengæld ingen modstand. Hele den kirkelige lovgivning, forvaltningen og 
bispevalgene dirigeredes af kongen. 

Selv overfor paven i Rom udøvede Karl undersøgelses- og domsret, men han 
afstod dog fra at fælde dom over paven. I. luiedag hyldede paven så Karl og 
kronede ham til romersk kejser. Hermed var år 800 grunden lagt til en mægtig 
tanke, der skulle blive ved med at spøge mange hundrede år frem i tiden: Den 
romerske kejser og paven skulle i fællesskab styre hele Europa, således at kejse- 
ren herskede over legemerne, og paven over sjælene. 

Kun få år efter Karls død truedes Frankerriget af oplosning, og derved opstod 
den for kirken endnu mere strålende ide om pavedømmets verdensherredømme. 
Retslige begrundelser for en sådan kirkelig selvstændiggørelse og overordning i 
forhold til staten lavedes ved forskellige forfalskninger (de såkaldte pseudo- 
isidorske dekretaler). Man mente, at paven som sjælenes vogter, også havde ret til 

32 



at byde over den verdslige magt, og allerede Nicolaus 1., der var pave ca. 860, 
gjorde disse krav gældende. 

Aben strid kom det dog først til under pave Gregor VII (1073-85). Gregor 
kom i strid med den tyskromerske kejser om retten til at afsætte og vælge bisper, 
og kampen gik så vidt, at Gregor i 1076 afsatte Henrik IV, verdens mægtigste 
fyrste, som kejser! Henrik måtte ydmyge sig og vandre som en fattig bodspilgrim 
til Canossa for at bede om godt vejr hos paven. 

I det lange lob var det dog umuligt, at en pave kunne sidde og kommandere 
med den tyske kejser, og allerede Gregor fik da osse at føle, at ingen træer vokser 
ind i himmelen. 1084 lykkedes det for Henrik at indtage Rom og få Gregor afsat 
som pave. 

Alligevel blev Gregor i mange år derefter betragtet som en idealpave, magt- 
begærlig og handlekraftig som han var. 

På denne tid startede den katolske kirke osse sine første korstog, der dels 
skulle generobre det hellige land til kristenheden, dels forsøge en kristning af 
muhammedaneme. 

Disse korstog, der strakte sig over en periode af mere end 100 år, blev et af de 
mange skændige kapitler i den kristne kirkes historie. 

Ligesom på det politiske område udviklede kirken sig også på det religiøse 
område i stadig mere autoritær retning. Skolastikkens forskellige teologer lavede 
lange og spidsfindige redegørelser over selv de mindste problemer, og flere af 
dem fik pavens stempel som rette tolkere af det kristne budskab. 

Den kirkelige ret udvikledes også, og den bleven af hovedfaktorerne i middel- 
alderens kirkehistorie, På denne måde blev den katolske kirke i løbet af det 12. 
årh. definitivt en sakrament- og en retskirke. 

Højdepunktet af sin magtstilling nåede pavekirken under Innoeents III 
(1 198-1216). Aldrig før eller senere har kirken været så autoritær og domineren- 
de som i disse år. Innoeents ville ikke nøjes med at være apostlen Peters efter- 
følger i Rom, men tog titlen „Kristi vikar". Paven var vel ringere end Gud, men 
dog større end alle mennesker, mente han. 

Innoeents ønskede ikke at nøjes med at styre kirken, men ville osse regere 
hele verden. Han havde da også i enestående grad held til at få hele kristenheden 
med på sine autoritære tanker. Paven bortskænkede i disse år kronerne og tvang 
fyrsterne efter sin vilje, som vel ingen før eDer siden. 

Indenfor kirken optrådte Innoeents som absolut suverænt enebestemmende. 
Alle „kættere" blev forfulgt med hård hånd, og på den store samlede kirke- 
synode i 1215 fandtes der kun en vilje: Innoeents'. 

Efter Innoeents' død var tiderne andre. De efterfølgende paver forsøgte at 
fortsætte i hans fodspor, men med langt mindre held. Fra denne tid sank pavens 
betydning på verdensskuepladsen, selv om en dygtig pave endnu langt frem i 
tiden kunne gøre sig gældende. 

Også indenfor selve kirken begyndte der at lyde kritiske røster over de mange 

33 



pavelige misbrug af magten. Flere forskellige store lægmandsbevægelser, der 
ønskede en mindre autoritær kirkeledelse dukkede op, og skønt de forfulgtes 
hårdt af pavemagten, vandt de dog mange tilhængere. Således var der for første 
gang i snart 1000 år tegn på, at den stadig mere autoritære kirke mødte mod- 
stand. 

1400-tallet blev præget af store religiøse fald i kirken samt af stadig stærkere 
krav om en reform. 

Disse reformkrav, der stærkest blev gjort gældende af Johan Hus i Bøhmen og 
af en række store bibelhumanister, blev på mange måder en forudsætning for 
Reformationen. De rokkede nemlig på afgørende vis ved forestillingen om paven 
som den suveræne og ufejlbarlige leder af kirken. Der blev afholdt en del kon- 
cilier, men nogen større reform nåedes ikke, fordi paven endnu var mægtig nok 
til at dirigere det meste af beslutningsprocessen. 

Reformationen 

I det andet årti af 1500-talIet trådte Martin Luther så frem i Tyskland og kræ- 
vede en reform af en del kirkelige misbrug. I begyndelsen ønskede han ikke et 
direkte kirkebrud, men kun en reformation af kirken indefra. Hurtigt radikalise- 
redes hans tanker dog, og han hævdede, at hverken paven eller et koncil kunne 
optræde som autoritet for hele kirken. 

Luther blev derfor lyst i band af paven; .Jætteriet" udbredtes ikke desto 
mindre med rivende hast, og en selvstændig luthersk kirkedannelse var snart at 
ane. Det var i begyndelsen Luthers tanke, at kirken skulle styres ved almindeligt 
præstedømme. Alle, der var døbt og medlem af kirken, skulle have indflydelse på 
beslutninger og kirkens ledelse, hvorved det pavelige autoritære system kunne 
undgås. Da Luther samtidig indførte modersmålet i kirkerne ved gudstjenesten, 
tegnede reformationen på mange områder lovende i begyndelsen. 

Det viste sig imidlertid snart, at nok var man i de lande, der tog imod reforma- 
tionen, kommet af med pavekirken, men til gengæld havde man fået et nyt 
autoritært system. Luther opgav således hurtigt tanken om det almindelige præ- 
stedømme, og kirkerne blev heller ikke frie, men omdannedes til fyrstekirker, 
hvor landsfyrsten havde den afgørende indflydelse. 

Overfor de kirkelige modstandere var Luther lige så intolerant som paven, og 
en del af overtroen førte han også med ind i den nye kirke. Der udviklede sig 
hurtigt en speciel luthersk dogmedannelse, der på mange måder var lige så auto- 
ritær som den katolske. 

Mest skæbnesvanger blev dog Luthers syn på samfundsforhold. Han var 
stærkt grebet af Paulus og havde ligesom han ingen sans for det anarkistiske 
gudsrige, som Jesus forkyndte. Tværtimod var han yderst positiv i sit syn på 
statsmagten, og han udformede således den såkaldte to-regimente-lære, hvis væ- 
sentlige indhold er, at Gud styrer verden gennem to helt adskilte regimenter: det 
åndelige og det verdslige. Fyrsten er indsat af Gud, og al øvrighed skal adlydes i 

34 



verdslige sager. I det verdslige regimente skad der herske tvang, sværd og hårdt 
autoritært styre, for det er det eneste folk kan forstå! Indenfor det åndelige 
regimente skal der derimod herske frihed (hvilket Luther dog ofte selv glemte i 
sin intolerance). 

Denne skarpe skelnen mellem et åndeligt og et verdsligt regimente og den 
autoritære holdning overfor øvrigheden var i god overensstemmelse med Pauli 
ånd, men den står i grel kontrast til Jesu antiautoritære holdning. 

To -regi men te-læren fik sin ilddåb i praxis under bondeoprøret i Tyskland i 
1525. Bønderne var frygteligt underkuede og havde derfor fremsat en række 
berettigede krav til fyrsterne, som Luther også i begyndelsen støttede dem i. 
Fyrsterne ville imidlertid ikke bøje sig, hvorfor det kom til åbent oprør fra 
bøndernes side. Dette var jo ifølge Luthers teori forbudt, ligemeget hvor beretti- 
gede ens krav så end var, og derfor opfordrede han i et skrift fyrsterne til at slå 
bønderne ned som gale hunde. 

Det ses altså, at selv om reformationen førte til afskaffelse af visse pavelige 
magtmisbrug, så fortsatte såvel religion sop fat teisen som synet på samfundsfor- 
holdene med at være autoritært. 

Også for den calvinske reformation gælder det, der er sagt om den lutherske. 
På enkelte punkter blev kirkeordningen mere demokratisk end den lutherske, 
men til gengæld fik den religiøse lov en meget fremtrædende plads hos Calvin. 

Venstre-reformationen 

Der var dog enkelte reformatorer, der drog videre konsekvenser af Luthers egne 

tanker, end han selv gjorde. 

Hade i Tyskland, Schweiz og Nederlandene fandtes der grupper afkristne, der 
ønskede en radikal reformation. De regnede ikke med hverken paven, Luther 
eller bibelen som nogen endegyldig autoritet, men hævdede, at det eneste man 
kunne regne med var Guds indre ord i det enkelte menneskehjerte. 

De var derfor også modstandere af enhver form for folke- eller statskirke og 
organiserede sig derfor i små grupper. Da de nærede stor afsky overfor stats- 
magten, nægtede de at beklæde alle embedsposter og ville heller ikke gøre krigs- 
tjeneste. De fleste forkastede barnedåben og gik i stedet ind for voksendåb. 

Vi ser her i denne bevægelse for første gang i 1500 år sikre kendetegn på den 
samme anarkistiske livsanskuelse, som Jesus og hans venner havde. De havde da 
også forstået Jesus sådan, at gudsriget var noget, der skulle søges oprettet her og 
nu. Som en konsekvens heraf støttede de bl.a. bondeoprøret, som Luther be- 
kæmpede. De gjorde osse spredte forsøg på at indføre gudsriget, og skønt disse 
forsøg faldt noget uheldigt ud, rokker det ikke ved den kendsgerning, at man her 
på næsten mirakuløs måde var i færd med at sætte over det store svælg af 
fejltagelser, kirken i så mange år havde skabt, og var på vej tilbage til det urkrist- 
ne samfund. 

bevægelsen blev da også forfulgt nådesløst såvel af katolikkerne, som af pro- 

35 



testanterne og statsmagten. Her var der noget af den kristne, revolutionære ånd 
tilbage, og den måtte for alt i verden bekæmpes! 

Som følge af tidens gang og de mange forfølgelser gik reformationens venstre- 
fløj efterhånden også på kompromis med deres overbevisning på en række punk- 
ter. Således forsvandt mange af de revolutionære, anarkistiske tanker atter, men 
bevægelsen havde dog, da den var på sit højeste gjort et sådant indtryk, at det 
ikke uden videre kunne bortviskes igen. 

Ortodoxien 

Såvel i den katolske kirke som i den lutherske blev de næste 150 år nu koncen- 
trerede om at fastslå den rette lære. 

Den katolske kirke var efterhånden kommet sig ovenpå choket fra reformatio- 
nen, og man var langsomt i færd med at forberede en modoffensiv. For at kunne 
gøre dette mente man, at det var nødvendigt at have en fuldstændig detaljeret 
kirkelære, og man samledes derfor til en række koncilier ca. 1550 og fik udarbej- 
det en fyldestgørende lære på alle punkter. Denne lære blev i forste række 
samlet af den nyoprettede jesuitter-orden, der endvidere var modreformationens 
vigtigste drivkraft. 

Jesuitter-ordenen var utroligt autoritært opbygget, og da det samtidig på kon- 
cilerne lykkedes den at få en bestemt lære endeligt autoriseret, betegner modre- 
formationen et højdepunkt af autoritær katolicisme på det religiøse område. 

Den lutherske kirke stod dog ikke meget tilbage for den katolske på dette 
område. Hurtigt efter Luthers død udviklede der sig en protestantisk skolastik, 
der vågede over den „rene lære" på alle punkter. Alle, der mente noget andet 
end, hvad der var autoriseret, blev fordømt på det kraftigste, og således gik også 
den lutherske kirke i disse år over i mere autoritær retning. Dogmatikken blev 
den vigtigste teologiske disciplin, og man kunne diskutere de mest latterlige 
spidsfindigheder i det uendelige. 

Kvækerne 

Ca. 1650 opstod der i England en anti-autoritær kirkeretning, der i mangt og 
meget mindede om reformationens venstrefløj. Det var en ulærd mand ved navn 
Geoge Fox, der startede kvækersamfundet, som gik ind for en individualistisk og 
spiritualistisk kristendom uden dogmer, bekendelse og liturgi, sakramenter og 
gejstlighed, men i stedet ønskede en frihedens, lighedens og kærlighedens reli- 
gion. 

Fox var tydelig anti-autoritær i hele sin fremtoning. Han sagde „du" til alle og 
ønskede ikke at tage hatten af for de store. Det indre lys i det enkelte menneske 
var den eneste autoritet, han godkendte, og han afbrød derfor gang på gang de 
officielle gudstjenester og talte hårde ord om de lønnede præster. Derfor kaste- 
des han fiere gange i fængsel, men alligevel samlede han tilhængere for sine 
i anker og dannede et lost samfund af „venner". Alle ydre kirkelige ordninger 

36 



forkastedes, selv sakramenterne. Man mødes i den nuværende kvæker-kirke ti] 
sammenkomster, men der findes ingen faste mønstre for gudstjenesten. Alle kan 
frit tage ordet og tale om, hvad der falder vedkommende ind. Kvækerne er 
pacifister og de fleste er alvorligt socialt engageret. Således er den lille kvæker- 
kirke blevet et af de få an ti -au tor i tære kirkesamfund, der findes. De kæmpede 
tidligere end de fleste for religionsfrihed, tolerance, ophævelse af slaveri og for 
fredssagen. 

Oplysningstiden 

Efter en kort periode, hvor en mindre dogmatisk interesseret pietisme havde 

rådet indenfor kirken, begynder oplysningstiden ca. år 1750, 

1 Frankrig indledte Voltaire en række vittige angreb på kirken og satte sig som 
hovedopgave at bekæmpe den kristne tro og moral. 

Andre som f.ex. de engelske deister kunne godkende en fornuftsreligion, der 
byggede på grundelementerne Gud, dyd og udødelighed. De forkastede alle un- 
dere, men mente at den kristne moral var i overensstemmelse med fornuften. 

Tidens mest interessante person er dog nok Rousseau, der ligesom Voltaire 
dode 1778. Han levede det meste af sit liv i Frankrig, og han fremhævede 
foleisens betydning på bekostning af fornuftens almagt. 

Rousseau ønskede at vende tilbage til en tilstand, hvor godhed, lighed, frihed 
og lykke hersker. Han mente, at alt var godt fra skaberens hånd, men at menne- 
skene som regel fik tingene til at udarte. Derfor skulle opdragelsen efter hans 
mening være mest mulig anti-autoritær: barnets oprindelig gode natur skulle frit 
have lov at komme til udfoldelse. Enhver tale om pligt og autoritet var bandlyst, 
og barnet skal forst i en sen alder lære om Gud. 

Kristendommen var for Rousseau en hjertets religion, der var heil fri for 
dogmatik. 

De ovenfor skitserede synspunkter blev stærkt angrebet af den katolske kirke, 
men Rousseau forsvarede sig med, at Jesus heller ikke havde spekuleret over 
dogmerne eller foreskrevet trosartikler. 

I samfundsanliggender mente Rousseau også, at man havde oprørsret mod en 
dårlig fyrste. Staten som sådan anerkendte han dog, og dette er et af de få 
punkter, hvor Rousseau viser autoritære tendenser. Alt i alt må man sige, at han 
på langt de fleste punkter blev af betydning for en mere anti-autoritær kristen- 
domsopfattelse, og også på opdragelses-området fik han en gunstig indflydelse. 

Under den franske revolution sogte man helt at ophæve den katolske kirke i 
Frankrig, men det blev dog kun et kort kapitel, idet den snart indførtes igen. 
Man fik dog indført religionsfrihed og hermed var meget vundet. 

Også i Nordeuropa bredte „oplysningen" sig. Man havde i denne tid et optimi- 
stisk menneskesyn og troede, at man ad fornuftens vej kunne bevæge sig frem 
mod et bedre samfund. 

I oplysningstiden begyndte man at rokke ved den gamle samhørighed mellem 

37 



stat og kirke; siatens anliggendet skulle ordnes ud fra politiske synspunkter og 
ikke religiøse, mente man. Omvendt hævdede man, at staten ikke skulle blande 
sig i religiøse anliggender, og krævede derfor religionsfrihed. Man var ivrige for- 
kæmpere for tolerance og ofte meget kritiske overfor tidligere tiders autoritelcr. 

Som følge heraf krævede man også fornuftens selvstændighed og den enkeltes 
uafhængighed af autoriteterne. Det kom til en ivrig videnskabelig forskning, også 
inden for teologien, hvor dogmatikken således mistede sin dominerende stilling 
og afløstes af en mere historisk-kritisk forskning af bibelen og kirkehistorien. 
Man påviste således forskelle i synspunkterne indenfor bibelen samt mange for- 
andringer i den kristne lære ned gennem tiderne. Også på det liturgiske område 
ønskede man reformer, fordi man mente gudstjenesten ofte var direkte kedelig 
og stiv. 

Selv om oplysningstidens rationalisme indenfor kirken også undertiden gav sig 
uheldige udslag, må man dog stort set sige, at retningen oftest gav sig gunstige 
udslag i en mere an ti -autoritær kristendomsopfattelse. Senere tider har som 
oftest været yderst negative overfor rationalismen, men dette er ikke berettiget. 

På eet punkt må man sige, at den anti-autoritære holdning spillede fallit: 
denne tolerante og kritiske livsanskuelse var endnu kun trængt igennem indenfor 
de akademiske kredse, og derfor ser man det uheldige, at det ofte blev de 
anti-autoritære af præsterne, der i folks øjne stod som de mest autoritære, fordi 
de søgte at presse en masse nyt igennem, som der endnu ikke var forståelse for i 
de brede befolkningslag. 

Kirken fra omkring 1800 

Der fulgte da også i løbet af det I9. årh. en række reaktioner imod den nye 
leologi. Mange gange ser vi inden for kirken autoritære tilbagefald, oftest i 
pietistisk retning. 

1 løbet af det 19. og 20. årh. sekulariseres samfundene mere og mere, og 
kirken får derfor en stadig mindre dominerende rolle, i de fleste lande løsnes 
båndet mellem slat og kirke efterhånden, og i dag er det meget få lande, der har 
statskirker. 

Dette har dog i reglen ikke ført til et mindre autoritært samfundssyn hos de 
kristne, idet man i vid udstrækning er blevet ved med at støtte den bestående 
samfundsorden og de herskende klasser. 1 det 19. årh. opstod der således et 
skarpt og sørgeligt fjendskab mellem kirken og den voksende arbejderklasses 
politiske filosofi, socialismen. Havde kirken forstået at knytte til ved den anti- 
autoritære retning indenfor socialismen på dette tidspunkt, havde der været gode 
muligheder for at nå tilbage til et budskab, der lå på linie med Jesu forkyndelse, 
og mange fejltagelser kunne have været undgået. Kirken så i stedet til, mens de 
umenneskelige undertrykkelser af arbejderklassen fortsatte. Man betragtede so- 
cialismen som en farlig og antikristelig fjende, i stedet for at gå ind i en nær 



18 



tilknytning til den politiske retning, der dog på så mange måder lå nær op af den 
kristne. 

Det var selvfølgelig den anti-autoritære gren af socialismen, altså anarkismen, 
der først og fremmest lå på linie med kristendommen på alle vigtige områder af 
synet på menneskelivet. Men også her stillede kirken sig fjendtligt, hvilket med- 
førte en ny bred kloft til en ellers nært beslægtet retning. 

Det er først i årene efter 1945 at enkelte grupper af kristne har forsøgt en 
udglatning af fortidens synder, idet man har indledt en dialog og et samarbejde 
med socialistiske grupper. Hvad dette j fremtiden kan føre til, er svært at sige, 
men man kan jo håbe, at det bliver noget positivt. 

Inden for selve kirken er det autoritære grundmønster også stort set fortsat 
uændret. Dogmatikken, liturgien og kirkesynet består fortsat, og det er stadig 
kun få grupper af kristne, der her hævder et an £ i-autoritært synspunkt. Dog er 
der i disse år en voksende kritik af en række forhold, men kritikken er endnu 
kaotisk og usammensat. Den store bevidstgørelse om kirkens autoritære stade 
har endnu kun indfundet sig hos fa, og før det sker skal man ikke vente sig de 
store ændringer. 

Stor betydning for de an t i-autoritære kristne har den mere kritiske bibel- og 
kirkehistorie-forskning haft, Skont modstanden har været stor, og udviklingen 
som følge heraf er blevet meget sinket, kan det dog ikke nægtes, at der er sket 
store fremskridt i den historiske forståelse af kristendommen. Endnu er der 
meget, som trænger til at ændres, bl.a. den teologiske forskning som den drives 
på universiteterne, og de allerede opnåede resultater er heller ikke i tilstrækkelig 
hoj grad nået ud til menigmand; men teologien er dog trods alt det felt, hvor det 
an ti -autoritære kristendomssyn er trængt længst frem. 

Konklusion 

Den her foretagne analyse er på alle måder så utilstrækkelig, som en så kortfattet 
gennemgang af hovedlinier i kirkehistorien må blive. Der er mange, mange ting, 
som slet ikke er nævnt, og de ting, som er taget med, må ofte komme til at stå 
lidt usammenhængende. 

Min mening med at medtage dette afsnit har da heller ikke så meget været at 
ville give en tilstrækkelig viden om kirkens historie. Her må den enkelte inter- 
esserede læse videre på egen hånd, men jeg har ønsket at vise, hvordan kristen- 
dommen er blevet forandret op igennem tiderne, ah eftersom, hvilken åndsret- 
ning, der var den dominerende. 

Endvidere har det været min hensigt at afsløre, hvordan hele kirkens historie 
på linie med det øvrige samfunds historie har været en evig kamp mellem autori- 
tære og anti-autoritære strømninger. De autoritære retninger har for en stor 
parts vedkommende deres rødder tilbage til Paulus, skønt også mange andre har 
hjulpet godt til. De mere anti-autoritære strømninger har derimod altid været 
dem, der sprang Paulus og dogmedannelserne over og i stedet søgte en mere 

39 



umiddelbar forståelse af Jesu forkyndelse. Jesu forkyndelse er ikke kun politisk, 
den taler også om synd, nåde og frelse som begreber uden for den politiske 
horisont; men hans budskab er hele tiden an ti -autoritært og peger på det sam- 
fundspolitiske og på det religiøse område frem mod et anarkistisk gudsrige, der 
skal etableres her og nu og ikke først i det hinsidige. Dette har de anti-autoritære 
retninger i kirkens historie indset mere eller mindre ubevidst. 

Som min analyse viser, 'har disse anti-autoritære kristne dog altid udgjort små 
minoritetsgrupper i forhold til den store moderkirke. Både indenfor katolicisme, 
lutherdom og calvinisme, der er de store, dominerende retninger, har det autori- 
tære kristendomssyn helt op til vor tid fået lov til at leve videre, og disse 
hoved-kirker har ofte deltaget i forfølgelserne af de små, mere anarkistisk præ- 
gede grupper. 

I det følgende afsnit vil jeg forsøge at betragte kirkens stilling i det nuværende 
samfund med speciel hensyntagen til danske forhold. Vi skal se på kirkens op- 
bygning og politiske rolle, hvilke krav der i fremtiden må stilles til kirken og de 
kristne samt hvilke muligheder, der er for en ny-orientering af de i kristne i 
religiøs og politisk henseende, så Jesu forkyndelse atter kan blive præsentisk for 
de, som kalder sig kristne, og i øvrigt også for dem, der ikke regner sig som 
værende kristne. 



40 



DEN AKTUELLE SITUATION- OG FREMTIDEN 

Kirkens struktur og placering i samfundet er her i Danmark ligesom i mange 
andre lande stadig præget af forholdene i Middelalderen, hvor stat og kirke hørte 
uløseligt sammen. 

Den kirke, som størstedelen af den danske befolkning tilslutter sig, er den 
evangelisk-lutherske folkekirke. Denne kirke afløste i 1849 den gamle statskirke, 
men minder ellers på mange måder om den. Vel er det ikke længere enevolds- 
kongens kancelli, der styrer kirken, men det er dog stadig den centraliserede 
statsmagt, der dirigerer, igennem kirkeministeriet. 

Inde på kirkeministeriet sidder små vindtørre jurister og gransker i deres 
lærde lovbøger for at finde ud af, hvordan kristendommen rettelig bør forkyn- 
des, når alt skal gå sømmeligt til. Man strækker sig vidt - folkekirken er jo så 
rummelig - men ligeså snart en eller anden præst, tvunget af sin samvittighed, 
begynder at tage sin kristendom alvorligt, så det får konsekvenser også på det 
politiske område, så er det slut med forkyndelsesfriheden. Vi husker vist alle, 
hvordan det gik Harald Søbye, da han forsøgte at bruge det kristne budskab på 
samfundsmæssige forhold. 

Også på mange mindre områder dirigerer kirkeministeriet: Hvad tøj skal præ- 
sterne gå i, hvordan skal den kirkelige liturgi være osv. Hele denne situation er 
utålelig for kirken i det lange løb, specielt fordi denne struktur strider imod det 
inderste i kristendommens væsen, nemlig friheden og ligheden. 

Staten vil jo nok hævde, at præsterne er statslønnede embedsmænd, og derfor 
må de overholde præcis de samme regler som andre embedsmænd. Heri har 
staten formelt set ret, men netop derfor er det også så meget vigtigere, at præ- 
sterne frigør sig fra deres statslønninger. De skal ikke være i klemme overfor 
staten p.gr.a. penge, da det jo er Gud og ikke Mammon, de skal tjene. 

I forholdet mellem præsten og menigheden træderen autoritær distance atter 
ind i billedet. Præsten må rette sig efter staten, men til gengæld får han da det 
store ord at skulle have sagt i menigheden. Han dirigerer gudstjenesten som et 
one-man-show fra prædikestolen og alteret, og menigheden lytter andægtigt 
uden at kunne tage til genmæle. 

Mange præster er i dag selv meget utilfredse med den autoritære rolle, staten 
tildeler dem, men de formår ikke at bryde med det givne mønster af frygt for 
straf fra det høje ministerium. Liturgien er håbløst forældet og kedelig, men det 
har den vel altid været, hvis det kan være til nogen trøst. Også på dette område 
har en del præster ved experiment-gudstjenester søgt nye veje, men når de ind- 
høstede erfaringer skal føres ud i livet, svigter modet atter. 

Alt i alt må man desværre konkludere, at kirken, trods visse friheder, på langt 
de fleste områder er autoritær og gammeldags. 



41 



Hvordan er nu kirkens og den kristnes forhold til politik? Netop dette problem 
har været drøftet om og om igen de sidste år, som oftest på en lidet frugtbar 
måde. Man kan stort set sige, at debatten har været præget af 3 forskellige 
synspunkter. 

Det første af disse synspunkter er det fuldstændigt apolitiske, som Tidehverv 
med Søren Krarup i spidsen hylder. De hævder, at evangeliet overhovedet ikke 
har politiske konsekvenser, men at det kun forkynder om synd, nåde og frelse i 
det hinsidige. Den enkelte kristne må altså i politisk henseende opføre sig, som 
han finder det for bedst, og kirken kan på ingen måde udtale sig i politiske 
spørgsmål. Dette standpunkt er så afsporet, at jeg ikke ser nogen grund til at 
spilde yderligere spalteplads på det, men kun henvise til mit afsnit om Det ny 
Testamente, hvor det med al ønskelig tydelighed fremgår, at kristendom og 
politik har ikke så lidt med hinanden at gøre. 

Det andet af de hovedsynspunkter, der har været fremme, er straks mere 
relevant og interessant. Det er forsøget på at lave en politisk teologi, der åbner 
muligheder for den kristnes og den kristne kirkes indsats i den politiske kamp for 
de undertryktes rettigheder. Det er her i Danmark specielt den økumeniske 
bevægelse, der har præget debatten på dette område, men også andre har været 
inde i billedet. Synspunktet, sådan som det hidtil mest er blevet fremfort, lider 
trods dets mange positive træk dog for mig at se af to skavanker. For det forsle 
er man ikke radikale nok, når man analyserer kirkens nuværende struktur. Gan- 
ske vist ønsker man, at kirken skal „komme ned fra balkonen", og at samarbej- 
det de enkelte kirkeretninger imellem skal øges, men ellers accepterer man stort 
set selve kirkens væsen. 

Man er med andre ord ikke tilbøjelige til at indse, at så længe kirken indefra 
er autoritært ledet af præster og biskopper, er mulighederne for en anti-autori- 
rær styrelse af samfundet med medvirken fra kirkens side umulig. 

Den anden skavank ved synspunktet er, at man kommer ud i et uløseligt 
dilemma, når man dels ved, at kristendommen er ideologi- kritisk og vender sig 
imod alle autoritære holdninger, der vil søge ad politisk vej at løse alle menne- 
skets problemer, dels samtidig forsøger at forene f.ex. marxismen med kristen- 
dommen. 

Denne sidstnævnte skavank er det da også, at det tredje synspunkt i debatten 
vender sig imod. Man siger ganske rigtigt, at evangeliet og kirken ret forstået er 
en anfægtelse af enhver form for politisk absolutisme. Men ud fra denne præmis 
drager man efter min mening de forkerte konklusioner. En af de mest fremtræ- 
dende repræsentanter for dette „tredje standpunkt" er Rudolph Arendt, der for 
nylig har udsendt en lille bog med titlen „Evangelium og Politik". Arendt er på 
det rene med, at evangeliet har politiske konsekvenser, men mener ikke, at der 
direkte kan udledes nogen politisk praxis af evangeliet, fordi det netop hele tiden 
vender sig imod enhver form for absolutisme. Han soger derfor med forbillede i 



42 



Paulus* og Luthers to rums tænkning at sige, at kristendom og politik har alt og 
intet med hinanden at gøre. 

Arendt og med ham mange andre tænker her efter min mening usystematisk, 
arveligt belastede som de vel er af Paulus og Luther. Når nemlig man har indset, 
dels at evangeliet har politiske konsekvenser, dels at det vender sig imod enhver 
form for politisk absolutisme, ville den mest nærliggende logiske følgeslutning 
være, at evangeliet politisk set må munde ud i en tilslutning til en politisk 
retning, der som kristendommen kæmper for frihed, lighed, kærlighed og tole- 
rance mellem mennesker, samtidig med at den vender sig imod enhver form for 
autoritær absolutisme. En sådan politisk retning er anarkismen, som vi i det 
foregående har set minder påfaldende om Jesu samfundsmæssige forkyndelse. 
Dette er altså det fjerde og mest med Jesus overensstemmende standpunkt! 
Kristendommen må hele tiden søge tilbage til Jesu egen forkyndelse, hvis den 
vil være ægte kristendom. Denne forkyndelse har jeg tidligere analyseret med 
henblik på politiske konsekvenser. Jesus kom som et talerør for Gud for at 
meddele mennesker et glædeligt budskab: al synd var forladt, mennesket var 
accepteret af Gud, som det var - det var derfor nu muligt for menneskene atter 
at leve, som det var bestemt fra skabelsen af, nemlig i et samfund, hvor frihed og 
lighed herskede, kærlighed og tolerance: Gudsriget, det anarkistiske samfund var 
kommet nært! Endvidere lovede han et evigt liv til dem, der virkelig her i det 
jordiske iiv viste, at de elskede livet så meget, at de var villige til at dø for at 
vinde livet i det jordiske gudsrige. 

Denne forkyndelse var virkelig et glædeligt budskab til mennesker, der var 
undertrykte under et væld af autoriteter. Men hurtigt lykkedes det autoriteterne 
at forvanske og fordreje evangeliet, så alt kun gjaldt det hinsidige liv. Hvis vi i dag 
vil være kristne, må vi derfor vende helt tilbage til Jesu forkyndelse, der møder 
os lyslevende endnu i dag, fordi mennesker stadig er undertrykte og længes efter 
gudsriget. 

Jeg vil i det følgende forsøge at opridse nogle mulige alternative udviklings- 
muligheder for kirken og den kristnes politiske praxis, hvis vi atter begynder at 
lytte til Jesus og handle derefter. 

Kirken må for det første gennemgribende afin sti tun ion al ise re s og gøres anti-auto- 
ritær, sådan at den atter kun fremstår som en løs ramme for de mennesker, der 
tilslutter sig Jesu forkyndelse. 

Den første kristne menighed var blot en gruppe af Jesu venner, der holdt 
sammen og kom sammen for at tale om Jesus og hans tanker. Der var ingen 
speciel præst, ingen fast liturgi og intet fast „heiligt" mødelokale. Man mødtes 
blot, talte sammen, bad sammen og spiste sammen. 

Skal de kristne blive en vigtig faktor i spillet for al oprette et anti-autoritært 
samfund, må de starte med deres egen kirke, der må føres tilbage til dens oprin- 
delige mening. De kristne må indse, at nårsomhelst og hvorsomhelst kristne 

43 



samles, dér er kirken til stede. Der er ikke brug for akademisk uddannede præ- 
ster til at lede gudstjenesten på autoritær, bedrevidende facon, og der er ingen 
brug for statens omklamrende udnyttelse af kirken. 

Når al den ydre, forældede og institutionaliserende liturgi fjernes, kan gudstje- 
nesten atter blive et sandt anti-autoritært møde med den opstandne Jesus. Man 
kan synge sammen, læse sammen, tale sammen, planlægge sammen og spise 
sammen, ja i det hele taget go re lige, hvad man har lyst til, sammen, som man 
gjorde det i urmenigheden. 

Denne anti-autoritære omformning af kirken kan selvfølgelig ikke gennem- 
føres på én dag, fordi den ikke kan presses ned over folk oppefra. Men så meget 
desto mere nødvendigt er det, at de, der er parat til denne forvandling, går i gang 
med det samme og ikke sløvt affinder sig med de nuværende tilstande. Et første 
skridt kan det være at forlade den statsautoriserede folkekirke og gå i gang med 
at danne små alternative kristne grupper. En anden mulighed er det at forsøge at 
omdanne folkekirken indefra, men dette vil kræve stor modighed og sjælelig 
styrke, hvis ikke man vil gå på alt for mange komp romier og derved demoralisere 
sig selv. Mulighederne er til stede - lad os se at komme i gang! 

Hvilken politisk praxis må disse synspunkter munde ud i for den kristne? 
Herom vil meningerne sikkert være delte, og det er såmænd heller ingen skade 
til. Det må dog stå fist, at målet er et samfund, der er opbygget efter anarkisti- 
ske idealer (se afsnittet om anarkisme). Gudsriget har nu i snart 2000 ar været 
nært, nu må tiden snart være moden til at realisere det! Ja, man kan med nogen 
ret hævde, at hvis ikke vi meget snart får et anarkistisk samfund, hvor der virkelig 
hersker lighed, og hvor det virkelig er folket selv, der bestemmer, så ender alt i 
kaos. Den videnskabelige explosion er ved at løbe fra os og udvikle sig til en 
selvrnordsmekanisme: atom-våben og utrolig naturforurening; skellet mellem rige 
og fattige bliver stadig større, og den uhæmmede befolkningsexplosion må før 
eller siden ende i en ødelæggende krig:; endelig medfører folks manglende med- 
bestemmelsesret en stadig større fremmedgørelse overfor det samfund, de lever i. 

Alle disse kolossale problemer løses kun ægte og reelt i et anarkistisk samfund, 
og dette vil da være identisk med gudsrigets sejr. Den kristne må altså vågne op 
og gå ind i et anarkistisk samarbejde. Midlerne til at gennemføre gudsriget med 
kan diskuteres, her kan vi som kristne også stole på Guds hjælp, men målet må 
stå fast. 

Vor Far! Komme dit Rige! 
Anarki eller kaos! 



44